ANNE OG ALET: GABRIEL SCOTTS ARTIKKEL 1916

Anne og Alet.

Et blad af Øiestad prestegjelds historie.

Af Gabriel Scott.

Anne og Alets barndomshjem har staaet ikke langt fra det gamle hus tilvenstre paa billedet. [Samme bilde sto i artikkelen, kilde: agderbilder.no CC BY-SA]

»Naar man fra Arendal drager op ad Nidelven, kommer man i henved en mils afstand fra denne by til den første fos, der, uagtet den ved meget lav vandstand bliver til en strøm, som kan passeres med baade, dog i regelen sætter en grænse for farten paa den smukke flod. Ved den nordøstlige eller høire side af denne cataract, hvis hvide, skummende hvirvler give den fremmede tourist en liden paamindelse om, at han nu befinder sig i «fossenes land» ligger «Helle», en art landsby med et par hundrede indvaanere, omtrent 2000 skridt fra Øiestads kirke og prestegaard. Stedet har en venlig beliggenhed. Her er udbredt en vis ynde over egnen; det er en natur en miniature, som omgiver dig, og du tænker maaske, at det kunde være sødt at leve mellem saadanne omgivelser.»

Slig begynder provst Ivar Hirschholm Bentzens lille kriminalhistoriske skrift om Anne og Alet, de to ulykkelige søstre, som den 24de mai 1771 blev henrettede paa Helle efter de utroligste pinsler. Forfatteren var født i Øiestad 1812 og blev udnævnt til prest sammesteds i 1870 efter at have været prest i Aamli og Fjeld. Han har flere gange optraadt som forfatter og bl. a. udgivet digtsamlingerne «Poetiske smaablomster» (1857), «Stjerneskud» (1860) og «Gule blade» (1870). Han døde i Kristiania 1881 og ligger og saa begravet der, meget mod sin vilje forresten, da han ønskede at hvile i sit elskede Øiestad.

Til sit skrift om Anne og Alet har han gjort grundige efterforskninger. Han opgiver selv blandt sine kilder sorenskriver Lasson i Lillesand, rigsarkivar Birkeland i Kristiania og justitssekretær Schøning i Kjøbenhavn. Jeg kan lægge til, at han desuden havde snakket med flere af øienvidnerne til selve henrettelsen og i det hele gjort sig al mulig flid for at komme sandheden saa nær som mulig, og se bagom det romantiske skjær, som tradition og sagn havde kastet over søstrenes minde. Han har brugt lang tid til arbeidet, det lille hefte udkom først i 1874 paa forfatteren og boghandleren B. O. Sørenssens forlag i Arendal. Det virker nøgternt og paalidelig, og er i det hele et greit og velskrevet arbeide med en vis poetisk flugt over sig. Her kan jeg med det samme fortælle, at ogsaa kirkehistorikeren Andreas Faye har omtalt de to søstre i sit arbeide «Bidrag til Øiestad presters og prestegjælds historie», meget urigtig, som provsten Bentzen siger. Endvidere Daa (Ludvig Kristensen Daa i Ja, for det er ikke Ludvig Ludvigsen Daae), som skal have fortalt det etsteds som sagn; jeg har forresten ledt efter det uden at finde det. Men det er altsaa provsten Bentzen som har gravet den gamle historie helt frem under det dengang omtrent hundredeaarige lag af sagnagtig omdigtning og tradition, og derved skabt et dokument, som i mere end en henseende er et document humain.

Alet var født i 1739 og Anne i 1746. De var begge døbt i Øiestads ældgamle kirke, hvor de ogsaa var konfirmeret, Alet i 1755 og Anne i 1762. De skildres som vel udstyret saavel i legemlig som i aandelig henseende, om Alet siges det udtrykkelig, at hun var «en efter den tids fordringer vel oplyst konfirrnantinde». De havde mange søskende, deriblandt den vakre, blonde Inger, som var halt og levede i smaa kaar. Forældrene hed Kristofer og Marthe, Kristofer var skibstømmermand og eiede desuden en liden jordlap, de skal have været gode og kjærlige forældre og nydt «en vis grad af medborgerlig tillid og agtelse».

Begge søstrene rnaatte tidlig ud og tjene, Anne da hun var elleve aar, Alet kanske alt, da hun var ni — sagen er dunkel og uvis, siger Bentzen. Alet kom til barnløse folk, som blev saa glad i hende, at de tog hende til sig som datter og greiede det, saa hun skulde arve dem. De hed Alf Aanonsen og Karen Johnsdatter og boede paa Helle. Karen skal have været Alets faster. Der blev Alet til hun var fem og tyve aar, da hun forlod tjenesten og stedde sig et andet sted i sognet. Det skal have været for lønnens skyld — hvad jeg forresten vil sætte et spørgsiriaalstegn ved, al den stund hun var indsat til pleieforældrenes arving.

Imens havde Anne tjent paa gaarden Thingstvet nær Helle, men var efter konfirmationen kommet til Hisøen. Her tjente hun hos en gammel enke, Guri Hansdatter fra Villumstad, hvor hun gik og længtede og længtede efter barndomshjemmet paa Helle og ikke kunde trives paa noget vis. Men nu giver jeg ordet til provsten Bentzen.

Denne hjemve skulde blive Annes ulykke.

Da hun nemlig en dag — som sedvanlig havde taarer i øinene, saa hun en hemmelighedsfuld skikkelse komme sig imøde. Det var et gammelt kvindemenneske af modydelig udeeende og med svensk eller ialfald østlandsk udtale. Saa tænker maleren sig troldkvinden i Endor eller hexene. som ved sin smigrende spaadom gjorde Macbeth til en kongemorder.

Den ukjendte fremmede kom hen til Anne og spurgte hende om grunden til den sorg, som hun ikke magtede at skjule. Anne fortalte hende nu om sin længsel efter hjemmet og sin utilfredshed med sin tjeneste. Landstrygersken udspurgte hende om de nærmere omstændigheder og tilhviskede hende tilsidst et ord, som burde have bragt blodet til isne i den unge piges aarer. Dette ordet var

Mord!

Anne fik det raad, at hun skulde dræbe sin madmor med gift. Den afskyelige kvinde underrettede pigebarnet om, at der paa Arendals apothek fandtes noget, der kaldtes «fluekrudt», et slags dræbende pulver, af hvilket hun kun behøvede at kjøbe for 2 skilling og indgive enken en liden del deraf, saa vilde døden paafølge langsomt maaske, men sikkert, sikkert! Offeret, som havde faaet giften, vilde være redningsløst fortabt!

Anne, som netop var konfirmeret, gjøs naturligvis tilbage, men den sataniske kvinde vedblev saaledes at opmuntre Anne til at myrde Guri, og da pigen atter og atter erklærede, at hun hverken vilde kjøbe fluegift eller benytte den mod enken, fremtog forførersken et mørkegraat pulver af et stykke papir og viste hende det dødbringende middel. Dette har jeg selv kjøbt idag til min egen brug, sagde den fremmede, men jeg skal dele med dig og give dig en liden portion. Naar din madmor en dag er noget upasselig, skal da se til at blande noget af dette i hendes spise; der behøves ikke saa meget for at dræbe hende. Dermed leverede hun Anne giften og vandrede bort for ikke mere at optræde paa scenen.

Dette er den bekjendelse, som den ulykkelige pige med døden for øinene har aflagt for øvrigheden. Hvor utrolig denne fortælling end klinger, er der dog liden eller ingen grund til at betvile dens overensstemmelse med sand heden. Eller vilde det ikke lyde endnu utroligere, at dette nylig konfirmerede pigebarn skulde have handlet af egen drift, skulde være gaaen til apotheket for at kjøbe en gift, hvis navn endogsaa maa antages at have været hende ubekjendt, i den hensigt dermed at sende min madmor i døden?»

Jeg synes hr. Bentzen ræsonnerer rigtig i hovedsagen, Anne var dengang sexten aar og kan vanskelig have handlet bare af sig selv. Lad være, at Guri har været streng mod hende, et sextenaars barn med Annes opdragelse og forudsætninger finder sikkert ikke paa at bruge gift for at komme ifra en tjeneste uden at andre har sat hende paa det. Men det faar være med dette som det vil. Om der blev gjort nogen undersøgelser, har det ialfald ikke nyttet, der er ikke kommet noget for dagen, som har kunnet afkræfte eller støtte Annes udsagn. Det er bare det, som er sikkert, at hun nogle uger senere, den 28de juni 1762 virkelig gav sin madmor giften i en portion øllebrød og at denne blev syg med det samme, fik opkastelse og konvulsioner og døde fire dage efter.

Anne kunde ikke tie. Strax hun var kommet hjem til forældrene fortalte hun det til sit søskendebarn, Berthe Olsdatter. Berthe kunde heller ikke tie, men løb til Alet med det, og da Anne ogsaa vilde betro sig til søsteren, sagde denne at hun vidste alt sammen. Det ser ikke ud til, at nogen af dem har været rædde. Da ingen har fattet nogen slags mistanke, er angeren ialfald snart gaaet over.

Nu gaar det aar, og saa dør der en gammel pige, Anne Paulsdatter, som har boet i forældrenes hus. Hun dør rimeligvis paa samme maade som enken paa Villumstad, der bliver lidt sladder og snak uden at nogen blive ligetil mistænkt, men det gaar snart i glemmebogen og alt bliver stille og rolig som før. Saa er det Alet bytter tjeneste og flytter fra sine pleieforældre, og tre fire aar efter er hun kommet til en enke paa Vædingpladsen, en halv fjerding vei fra Helle omtrent. Enken, som hed Gunild Karlsdatter; behandler hende venlig og godt. Alet roser ogsaa Gunild igjen, naar hun snakker om hende. Alligevel fatter hun den plan at give Gunild «fluekrudt». Hun kan ikke selv forklare hvorfor, hun kan ikke have nogen fordel af mordet – det ser ud, som hun gjør det af bare nysgjerrighed. Hun maa prøve hvordan fluekrudtet virker, se om Gunild virkelig dør af det, overbevise sig om, at det er sandt med det pulver, at Anne ikke bare har narret hende. I november 1767 skaffer hun sig en portion af giften, og fjorten dage senere dør Gunild efter flere dages lidelser. Heller ikke dette dødsfald vækker nogen mistanke, saavidt det har kunnet skjønnes.

Imens er der kommet et nyt menneske i forældrenes hus, den gamle pige Anne Jansdatter, som der er blevet plads til efter Anne Paulsdatters død. Hun dør i huset ved juletider 1768. Netop da er Anne atter i hjemmet, hun er kommet tilbage efter tjeneste etsteds, og der bliver ogsaa nu hvisket om, at det nok ikke er gaaet til som det skulde. Mistanken begynder at tage form. Det ser ud til, at pigernes egen familie særlig har studset over det sidste dødsfald — men saa gled ogsaa det over.

Tre, fire maaneder efter var Alet kommet tilbage til sine pleieforældre paa Helle. Pleiemoren, som havde opdraget hende «næsten fra hendee moders bryster», kunde ikke undvære hende længer, hun har virkelig været glad i sin adoptivdatter og ønsket at have hende hos sig. Men nu har Alet fundet ud, at hun burde gifte sig, hun er tredive aar, det er i sidste liten nu. Og saa kaster hun øinene paa sin pleiefar, den snilde, medgjørlige Alf Aanonsen — om hendes pleiemor døde, skal hun sikkert faa ham til at gifte sig med hende. Af gammel erfaring ved hun, at det er ikke saa vanskelig at faa et menneske til at dø. Det er heller ingen fare med det, det er jo gaaet saa glat før, det er bare at kjøbe fluekrudt paa apotheket i Arendal. Og saa stikker hun et par skilling til søskendebarnet Berthe og beder hende kjøbe det for sig. Berthe er villig med engang, og dermed er pleiemorens skjæbne beseglet.

Apotheket i Arendal var Løveapotheket, som endnu er et af byens apotheker. Det laa dengang paa Tyholmen i det nuværende Solbergs hotel. Apothekeren hed Casper Caspersen Kruse og var ogsaa postmester, han havde ialfald et ungt menneske til hjælp paa apotheket, og dette unge menneske expederede Berthe. Hvad «fluekrudt» egentlig er, tør jeg ikke sikkert sige, jeg har hørt det skal have været et arsenikpræptirat. I hvert fald er det merkelig, at et saa farlig pulver kunde salges i haandsalg paa apotheket. Det unge menneske har ikke solgt pulveret af ukyndighed. Han gjorde udtrykkelig Berthe opmerksom paa giften og «advarede hende for dens farlighed».

Det traf slig, at pleiemoren skulde bage, strax Alet havde faaet fluekrudtet. Alet var med og hjalp, og da brødet var færdig, bad pleiemoren hende at skjære en skive og lægge smør paa. Alet skyndte sig at nytte anledningen og lagde en dosis gift under smørret, og samme eftermiddag blev pleiemoren syg og maatte tilsengs. Og ni dage efter døde hun. I denne tid sad Alet og pleiede hende, hun var saa øm og kjærlig og god, at den døende takkede og velsignede hende. —

Det er betegnende for begge søstrenes karakter, at de ikke kunde tie med hvad de havde gjort. Anne havde strax betroet sig til søskendebarnet sit, men Alet var endda mere aabenmundet og havde indviet «i det mindste 12 personer i sine sørgelige mysterier». Med tolv mennesker som medvidere blev det naturlig vis umulig at bevare hemmelig heden, og alt fjorten dage efter ptaiemorens død sagde rygtet lige ud, at Karen Johnsdatter var død af gift og at Alet havde dræbt hende.

Pleiefaren vilde først ikke tro det og tog Alet i forsvar, hvorfor han en tid blev mistænkt selv. Men siden maa han have faaet for han gik selv og meldte hende, og den 7de august 1769 blev Alet arresteret og sat ind i arresthuset paa Haugerød nær Vrængen. Efter et par forhør blev søskendebarnet Berthe ogsaa sat fast, mens Anne endda var paa fri fod. Hun havde da i tjeneste i Arendal og havde strax faaet bud om, hvad som var hændt. Endnu samme nat gik hun landeveien til Helle og tiggede Berthe om at tie, mens Berthes søster stod i et vindu og hørte hvert ord, som blev sagt. Og da Berthe var arresteret skyndte hun sig til Haugerød og snakkede med hende gjennem vinduet i det lille arresthus. Hun skulde faa et lærredetørklæde og en mark i rede penge, om hun bare vilde tie. Det gjorde Berthe forresten ikke, hun plaprede ud med alt mulig, da forhørene begyndte. Men selv om hun havde tiet, var der saa mange andre vidner, bl. a. var Berthes søster der, som havde staaet i vinduet den natten. Desuden lagde Alet skylden paa Anne, vel sagtens for at frelse sig selv eller gjøre sin egen forbrydelse mindre — og saa blev da endelig Anne arresteret. Det var merkelig nok saa sent som den 2den oktober samme aar, endda folk hele tiden havde sagt, at hun var ikke et haar bedre end søsteren.

Der afholdes nu en række forhør, som ser ud til at have været temmelig summariske. I ethvertfald bliver de daarlig udnyttet, særlig er undersøgelsen i anledning Anne Pauhdatters og Anne Jansdatters død løs og overfladisk. Baade Anne og Alet negter at have myrdet dem, mens Berthes vidnesbyrd tyder paa, at Anne Jansdatter ialfald er taget af dage og da rimeligvis af Anne. Flere andre vidneabyrd gaar i samme retning. Det oplyses, at Anne har fortalt, at begge de gamle piger var døde af gift og at Alet har omtalt Anne som mordersken. Men endda negter Anne bestemt. «Om det var i hendes yderste dødsstund», vilde hun erklære sig uskyldig. Derimod bekjender hun villig mordet paa Guri Hansdatter paa Hisøen, ligesom Alet tilstaar, at hun har myrdet Gunild Karlsdatter og sin pleiemor Karen Johnsdatter. Men ellers forklarer de sig løgnagtig og uoverensstemmende, saa fogden tilslut siger, at «han ikke vil forlange videre konfrontation, da det forekommer ham, at arrestantindernee udtalelser bleve stedse upaalide ligere, jo mere umage retten gjorde sig for at komme efter sandheden».

Blandt vidnerne er begge de gamle forældre, to mostre og søsteren Inger, desuden landhandleren på Helle, «monsieur» Søren Juell, som fortæller, at Alet havde betroet ham mordet paa sin pleiemor to dage før hun blev arresteret. Ialt er der afhørt nogle og tyve vidner, deriblant en niaars gut, som har gaaet erinder mellem pigerne og havt «stivelse» med til Alet. Stivelsen har været fluekrudtet, som Alet dræbte Gunild Karlsdattér med.

Dommen faldt den 2den december 1769. Alet skulde henrettes med øx og begraves paa retterstedet etter at hovedet var sat paa en stake, Anne skulde derimod aflives med sverd og jordes anstændig i al stilhed. De var fundet skyldige i tre mord, Anne for at have dræbt Guri Hansdatter paa Hisøen og Alet for at have dræbt Gunild Karlsdatter og sin pleiemor. Hvordan det hang sammen med de to gamle pigere død, er aldrig blevet opklaret, retten har ikke turdet dømme søstrene skyldig her, end da indicierne var imod dem.

Berthe, som var blevet slemt kompromitteret paa forhørene, slap heller ikke godt fra det, men blev dømt til tugthus paa livstid. Videre skulde de betale processens og arrestens omkostninger og have sine hovedlodder forbrudt til kongen. Det blev forresten strax oplyst, at ingen af dem eiede noget.

Pigemes forsvarer var prokurator Jakob Ohnsorg i Vrængen. Det er vel han, som fik dem til at appellere dommen, ihvertfald gik sagen videre til de høiere domstole. Af den grund gik det over et aar inden afslutningen kom, og i al denne tid sad pigerne i det lille arresthus paa Haugerød og ventede og skjælvede for udfaldet. De maa have havt det svært knapt, det offentlige betalte ikke mere end fire danske skilling om dagen for hver af dem. I begyndelsen skal de have været ved godt mod og haabet at slippe fra det med livet, men lidt efter lidt er modet sunket og tilslut har de givet sig helt over. Alet skal have været den haardeste af dem, men begge skal langt om længe have angret og vist oprigtig «syndserkjendelse». Øiestads sogneprest var dengang hr. Jens Pharo, baade han og den residerende kapellan, hr. Mikael Wardan, gjorde flittig besøg i arresten paa Haugerød. Merkelig nok har ingen af dem efterladt sig nogen optegnelser om de to ulykkelige søstre, som de kom til at følge til skafottet.

Baade Faye og Bentzen fortæller, at en af pigerne digtede en sang eller salme mens hun sad i arresten. Faye siger det var Alet, men provsten Bentzen tror det var Anne. Det skal have været et langt digt paa hele fire og tyve vers, Bentzen citerer to af dem, som han har hørt fremsige af et øienvidne til henrettelsen:

O, treenig Gud og Herre.
Fader, Søn og Helligaand!
Du har skabt os til at leve
men vi korter selv vor tid.
Vi lod Satan os besnære
og gik hen i syndig id.
Vi var søstre, men desværre.
Satans tjenere vi blev.

David synded mod vor Herre
og begik baade hor og mord,
men vor synd var meget større.
vi bedrev paa denne jord.
Kommer nu og lad os skue.
I, som syn og øine har.
I maa vel for synden grue
thi vor straf er aabenbar.

Da digtet er en mundtlig overlevering er det vel tvilsomt, om formen er helt paalidelig. Vers bliver jo let forandret, naar de gaar fra mund til mund, der sættes til og tages fra, linjerne byttes o. s. v. Men ellers høres det egte ud, hvad Bentzen ogsaa tydelig anser det for.

Imidlertid havde sagen passeret overretterne, og den 6te februar 1771 faldt endelig høiesteretsdommen, som blev approberet af kongen, Kristian VII, det vil sagtens sige af Struensee. Den er ellers saa meget bemerkelsesværdigere, som Struensee jo havde afskaffet torturen, han havde altsaa imod den som middel, ikke som straf:

«Alet og Anne Christophersdatter bør dem selv til velfortjent straf og andre ligesindede udædiske mennesker til skræk og afsky af skarpretteren knibes med gloende tænger hver først udenfor det huus eller sted, hvor mordet er begaaet, siden 3de gange mellem gjemingsstedet og retterstedet og allersidst paa retterstedet. Dernæst skal deres høire haand levende afhugges med en øx og siden hovedet item med en øx, hvorpaa legemerne af natmandens folk skal henføres og lægges paa steile og hovedet tilligemed haanden fæstes paa en stage ovenover legemerne; saa bør de og have deres hovedlodder forbrudt til kongen og jord, om de nogen er eiende . . .»

Denne skrækkelige dom blev udført til punkt og prikke om formiddagen den 24de mai samme aar, det andet af de fire uaar som dengang gik paa rad over landet. Det var en vakker, klar solskins dag.

Klokken halv otte blev pigerne taget ud af arresten paa Haugerød og fulgt ombord i en stor pram eller færge, som laa ved elvebredden og ventede. Her sad bødlen med tanken og gryden, hvor det brændte en sagte varme, og desuden sex mand til at ro. Begge presterne var med, de stod tæt indtil pigerne og prøvede at trøste dem saa godt de kunne. En mængde skuelystne var mødt op, selve elven vrimlede af pramme og skjekter, som stimede frem omkring færgen, strax den havde lagt fra land.

Pigerne bar sorte, armløse kitler, «over hvilke deres lange rige håar hang ned udslaget». De sang salmer stakkar og snakkede indiblandt med presterne — iblandt raabte de ogsaa ud til tilskuerne og bad dem bede for sig. Imens gled færgen nedover Natvigstrømmen til den var udenfor Villumstad, hvor Anne havde myrdet Guri Hansdiitter — her satte bødlen virkelig den røde tang i hendes bare arm alt det hun bad for sig. Han gjorde det som kongelig embedsmand, og for en betaling af to riksdaler knebet. Det nyttede ikke alt hvad hun skreg eller at tilskuerne bad for hende ….

Færgen roede nu tilbage mod Ilaugerød og svingede tilvenstre opover elven. Udenfor Vædingpladsen kom turen til Alet, det var to rigsdaler til. Det var alt ialt en indbringende dag for bødlen, denne menneskehedens pryd, jeg ser mig istand til at levere regningen: 11 kneb a 2 rigsdaler stykket, tilsammen 22 rigsdaler, 2 hoveder at afhugge, tilsammen 10 rigsdaler, 2 hænder at afhugge, tilsammen 8 rigsdaler, 2 kroppe at lægge paa steile, tilsammen 24 risdaler — — summa summarum 70 — sytti — rigsdaler!

Det var en halv mil at ro fra Haugerød til Helle, færgen rak derfor ikke frem før ved 10-tiden omtrent. Herfra blev pigerne ført til skafottet, som laa nær deres barndomshjem oppe i et vakkert bakkeheld, som den dag idag heder «Retterpladsen». Her udøvede den kongelige embedsmand resten af sin hæderfulde bestilling paa dem og slagtede de to ulykkelige søstre indenfor en mur af bajonetter, som skjærmede ofrene for mængdens medlidenhed. Han maa forresten være blevet opskaket og nervøs da han var færdig med de 11 kneb og havde hakket haanden af Anne, for han huggede tre gange, før han fik hovedet af hende. Alet var imens besvimet, men istedenfor barmhjertig at halshugge hende nu, hjalp de hende at komme til sig selv og saa først blev hun lagt paa blokken, som var oversmurt af søsterens blod.

Da retfærdigheden saaledes havde seiret over barmhjertig heden, begav samtlige embedsmænd sig til Øiestad prestegaard og spiste middag. Faye siger, at «forfærdelse greb prestens husfolk, da de fik se, at den gruelige skarpretter satte sig tilbords hos presten med sin med blod beplettede kjole».

Imens var de henrettede lagt paa steile, hvor de skal have ligget i otte dage. Derefter blev de begge begravet paa retterstedet, da kristendommens sande væsen da som nu var tiden fremmed. De skulde ikke agtes værdige til at hvile i indviet jord, straffen skulde endog udstrækkes til efter døden.

Jeg reiste forleden op til Helle med en af de smaa rutebaade, som vimser frem og tilbage paa elven. Det er en vidunderlig liden reise, jeg sagde til mig selv paa veien, at Nidelven maa være den vakreste elv i landet.

Gjennem det deilige Vrængen glider baaden frem til Haugerød, hvor arresthuset ligger strax op i bakken. Det er en lav, rød malet enetages bygning, men om det virkelig er den samme, som engang husede Anne og Alet, tør jeg ikke sikkert paastaa. Den mest bekjendte fange, som har siddet der, er vel Gjest Baardsen forresten. Han rømte naturligvis snart fra logiet og reddede sig ved at svømme over elven. Af andre har fogden Dahl siddet der. Han blev sat ind af bønderne som gidsel for Lofthus den 17de marts 1787 og sad der i syv eller otte døgn, til han blev befriet af generalmajor Dietrichson, som var kommet til undsætning fra Kristianssand med to og otti gevorbne mand, to feltkanoner med deres betjening og et kompagni nationale grenaderer. Overfor denne overmagt maatte bønderne give sig.

Om arresthuset paa Haugerød virkelig er det gamle, gjør jeg herved foreningen til fortidsminders bevaring opmerksom paa det.

Butikken på Helle var oppført i 1907, og sto der da Gabriel Scott var på besøk i bygda. Dette bildet sto ikke i artikkelen. Bildet er tilgjengelig, med mer informasjon på agderbilder.no CC BY-SA

Provsten Bentzens beskrivelse af Helle passer godt den dag i dag. Det er ganske rigtig en liden venlig lansby, som ligger i bakkeholdet med elven. Der er fremdeles et lidet skibsbyggeri, slig som det maa have været paa søstrenes tid, da deres far arbeidede der. Og der er ogsaa en landhandler der, selv om han ikke er «monsieur», som hr. Søren Juell. Jeg tror ikke, der er sket saa store forandringer, det eneste er, at der er kommet telefon og en modbydelig taugbane over markerne, som hele dagen fører træmasse fra Rygene til Helle. For oppe ved fossen er der en lumpen afskogningsbedrift, som sliber skogen op til avispapir . . .

Her ser vi taubanen Scott nevner. Retterplassen er til høyre side, tildels utenfor bildet. Bildet sto ikke i artikkelen til Scott. Bildet er tilgjengelig på agderbilder.no CC BY-SA

Anne og Alets hjem har ligget nær veien, som fører frem til Øiestad gamle kirke. Huset selv er borte for længe siden, ja nesten alle de gamle huse er borte. Jeg saa ikke mere end et, som sikkert har staaet der paa søstrenes tid.

«Retterpladsen» ligger oppe i et venlig bakkeheld under en lun fjeldskrænt et stykke vestenfor selve Helle. Stedet heder saa den dag idag, endda det er saa vakkert og fredelig, endda kornet gror der om sommeren, endda menneskene snart har glemt, at de ulykkelige søstre hviler der.

Vinden synger i telefontraaden langs skrænten, og nedenfor glider skogen langs kabelen som stabler af tyk, gul træmasse, den ene jernkurv efter den anden. . .

Gabriel Scott

[Denne lange artikkelen fra Gabriel Scott, er fra Aftenposten 7. mai 1916 er tilgjengelig på Nasjonalbibliotekets nettsider]