• Tilbake til hovedsida om Anne og Alet
• Lenke til dette heftet på Nasjonalbiblioteket.

En Kriminalhistorie fra Øiestad

Af

I. H. Bentzen

Das Leben ist der Güter höchstes nicht
Der Uebel grösztes aber ist die Schuld.

                                                                         Schiller                      

1874

Forord.

Forfatteren af de efterfølgende Linjer har i dem villet levere en med Sandheden overensstemmende Beretning om Søstrene Annes og Alets Forbrydelser og tragiske Død, en Begivenhed, som af Hr. Daa er bleven placeret mellem norske «Sagn», og som af Hr. Faye er bleven meget urigtigt fortalt i hans «Bidrag til Øiestads Præsters og Præstegjelds Historie». Forfatteren har troet, at en saadan Beretning maatte kunne interessere idetmindste Mange i den Egn, der har været Skuepladsen for de meddelte sørgelige Tildragelser, og han har derfor med al Flid søgt efter de Oplysninger, som endnu kunde tilveiebringes saavel gjennem mundtlig Overlevering som gjennem skriftlige Dokumenter. Udbyttet vil findes i nærværende aldeles fordringsløse, lille Arbeide.  

Forfatteren har sluttelig meget at takke D’Hrr. Sorenskriver Lasson i Lillesand, Rigsarchivar Birkeland i Kristiania og Justitssecretair Schønning i Kjøbenhavn for den mod ham udviste forekommende Velvilje under hans Efterforskninger, en Velvilje uden hvilken denne lille Bog ikke vilde være bleven til.

Hr. Faye: Andreas Faye, (1802-1869), var sogneprest til Holt (1839-1854). Han var bestyrer for lærerseminaret (lærerskole) på Holt til 1860. Faye var forfatter av "Bidrag til Øyestads Præsters og Præstegjelds Historie"

Anne og Alet.

Naar man fra Arendal drager op ad Nidelven, kommer man i henved en Mils Afstand fra denne By til den første Fos, der, uagtet den ved meget lav Vandstand bliver til en Strøm, som kan passeres med Baade, dog i Regelen sætter en Grændse for Farten paa den smukke Flod. Ved den nordøstlige eller høire Side af denne Cataract, hvis hvide Skumhvirvler give den fremmede Tourist en liden Paamindelse om, at han nu befinder sig i «Fossenes Land», ligger «Helle», en Art Landsby med et Par hundrede Indvaanere, omtrent 2 000 Skridt fra Øiestads Kirke og Præstegaard. Stedet har en venlig Beliggenhed. Der er udbredt en hvis Ynde over Egnen; det er en Natur en miniature, som omgiver dig, og du tænker maaske, at det kunde være sødt at leve mellem saadanne Omgivelser.

Paa dette Sted boede i forrige Aarhundrede et Par Ægtefolk ved Navn Kristofer Fredriksen og Marthe Andersdatter. Manden, der eiede et stykke matriculeret Jord, var Skibstømmermand og nød, ligesom sin Hustru, en vis Grad av medborgerlig Tillid og Agtelse. Det var Folk i temmelig smaa Kaar. Deres Rigdom bestod i deres mange Børn. De havde paa den Tid, da de Begivenheder indtraf, som nu skulle fortælles, idetmindste en Søn og en hel Række af Døttre, iblandt hvilke Anne og Alet, Hovedpersonerne i denne Fortælling.

matriculeret Jord: Ordet matrikkel kommer av lan; matricula; som betyr register. Fast eiendom som
er registrert med angivelse av skattetakst og beløp, utmålt etter skjønn ved innbyrdes sammenligning.
Matrikuleringa er grunnlaget for inndeling i gårds og bruksnummer som kom seinere. 
 

Anne og Alet have ved sine Ugjerninger og sin tragiske Død erholdt en sørgelig Navnkundighed. De to Søstre vil stedse mindes med Gru og Vemod i den Egn, hvor de fødtes, levede og tilsidst blødede paa Skafottet. Du vækker triste Erindringer, naar du nævner disse to Navne i Forbindelse. Selv den Plet, som drak deres unge Blod, er bleven en Gjenstand for Overtroens Frygt, der hvisker om Gjenfærd, om sortklædte Piger, som viser sig der med det blodige Hoved under Armen i Aandernes Time.

Skafottet: Retterstedet, stilas der dødsdømte henrettes.

Anne og Alet høre til de mørke Skikkelser, ikke blot fordi man føler en Gysen hver Gang de optræde, men ogsaa fordi der i deres hele Natur og Handlemaade er saameget Hemmelighedsfuldt.

Traditionen har kastet paa de to Søstre et romantisk Skjær, som nærværende lille Arbeide kommer til at berøve dem. Det var ikke Hjertets ædleste Lidenskab, der bragte Pigerne til at betræde Lastens Bane. Dette vil sees af efterfølgende fra de paalideligste Kilder hentede, med Sandhed og Virkelighed overensstemmende Beretning om de Ulykkeliges Forbrydelser og deres sidste Timer.

Alet fødtes i 1739, formodentlig i September, og Anne i 1746, rimeligvis i Marts; paa Helle. At de i de nævnte Maaneder have seet Lyset kan sluttes af deres Daabsdage, den 20de September og den 8de April. Var der ved deres Fødsel Noget, som varslede kommende Ulykker? Anede præsten, da han overøste de smukke Pigehoveder med Daabens Vand, at de engang skulde falde under Bøddelens Øxe?

De to Søstre fik sin første Opdragelse i sine Forældres Hus, forsaavidt der paa den Tid kunde være Tale om Opdragelse. Riset var dengang det store Universalmiddel til at bibringe de ulykkelige Børn baade Dyder og Kundskaber. Forældrene vare ofte mere eller mindre sine Børns Bødler, og Planterne i Lousiana og Arkansas behandlede visselig overhovedet sine Negerslaver bedre, end Børnene behandledes i forrige Aarhundrede. Ogsaa Skolelærerne gjorde en meget hyppig Brug af disse Pedanteriets sørgelige Redskaber *),  som Martial temmelig spydig kalder «sceptra pædagogorum». Der kunde fortælles oprørende Ting baade om den raffinerede Grusomhed og den afskyelige Raahed, hvormed man i de Dage straffede for de ubetydeligste Forseelser denne svage Barndom, denne uskyldige Ungdom, der dog, i Regelen, ikke fordrer noget uden Omhu, Skaansel og Agtelse, og aldeles ikke skulde behandles lig Dyrene, som man vil tæmme, eller underkastes den haardeste og mest vanærende Tugtelse. Desværre gives der endnu i vor Tid Folk, som ere naive nok til at tro, at Dyden lader sig indpiske, og som derfor anbefale den barbariske Brug af Riset. Der er endnu nok igjen af den lede Raahed til, at der ikke skulde findes Fædre og Mødre, som kun vide at true sine Børn med den raaeste af alle Straffemaader.

*             ferulæ tristes. Mart. I. 10 epigr. 62.

"sceptra pædagogorum": I denne sammenhengen betyr det noe som: Oppdragelsens stokk, med tanke på pryl.
ferulæ tristes. Mart. I. 10 epigr. 62.: Ferulaeque tristes. Tristes betyr rett og slett trist. Mart. er forkortelse for Martial, eller på latin; Marcus Valerius Martialis, levde ca fra år 40 til 103 e.Kr. Han var romersk forfatter, født i Spania. Ga i sine Epigrammer treffsikre øyeblikksbilder av livet i keisertidas Roma, og prega av bitende ironi.

Vi vide Intet om den Maade, hvorpaa Anne og Alet ere blevne opdragne, men de har dog neppe havt tyranniske Forældre. Flere smaa Omstændigheder tyde hen paa, at baade Faderen og Moderen har havt et varmt Hjerte for sine Børn, og at Børnene ogsaa have næret kjærlige Følelser for Forældrene. Dyden er hos de to Piger neppe bleven udpisket. Søstrene kom imidlertid, idetmindste den ene, til at forlade sine Forældres Hus længe, førend Barndomstiden var udrunden.

Alet blev om Høsten 1755 konfirmeret i Øiestad Sogns ældgamle Kirke og var en, efter den Tids Fordringer, vel oplyst Konfirmantinde. Enten samme Aar eller, hvad der er sandsynligere, allerede i Aaret 1748 (Sagen er dunkel og uvis) kom hun i Huset til en paa hendes Fødested boende Mand Alf Aanonsen, som var gift med en Kone ved Navn Karen Johnsdatter, der, da hun engang under de senere Forhør kaldes Alets «Faster», maa have været hendes Faders Halvsøster. Disse Ægtefolk vare børnløse; de havde derfor antaget Alet som sin Datter og bestemt, at hun skulde være deres Arving. Alf var af et mildt Gemyt, og det kan ikke betvivles, at begge Pleieforældrene have kastet sin Kjærlighed paa det smukke Barn. Alet er sikkerlig ikke bleven fordærvet ved overdreven Strenghed, men den unge Pige maa: dog have været udsat for demoraliserende Indflydelser, for sørgelige Paavirkninger, der have bidraget til at udvikle den fast utrolige Letsindighed og Hjerteløshed, som synes at have været Grundtræk i hendes Karakter.

Alet forblev i Alfs Hus, indtil hun havde fyldt sit 25de Aar og synes at have vist sig som en flink og skikkelig Pige, der i fuldt Maal nød sine Omgivelsernes Yndest og Agtelse. Det Onde var endnu ikke kommet til Udbrud hos hende; det voxede stille i Dybet af hendes Hjerte ligesom Urverdenens uhyre Krybdyr.

Imidlertid var ogsaa Anne kommen bort fra sine Forældres Hus. Allerede i Aaret 1757 var hun i en Alder av kun 11 Aar bleven sat i Tjeneste hos en Mand paa Gaarden Thingstvedt, og det maa vel ansees som et Bevis paa hendes Forældres trange Kaar, at de kunde sende sin yngste Datter fra sig i saa ung en Alder. Anne har ikke vandret paa Roser i sin Barndom. Tyendets Lod er ikke misundelsesværdig og var det endnu mindre i forrige Aarhundrede. Den samme tyranniske Raahed, for hvilken Børnene vare udsatte baade i Hjemmet og i Skolen, kom ogsaa tilsyne i Forholdet mellem Husbonder og Tjenere og det i en ligesaa modbydelig Skikkelse. Tjenerne behandledes ofte ikke stort bedre end Heloter. Hustugten florerede, og selv voxne Piger kunde blive tugtede paa den brutaleste Maade, hvis de vare saa uheldige at slaa en Tallerken istykker. Læseren vilde ræddes, hvis Forfatteren fortalte ham de Grusomheder, som selv i en Tid, der ikke ligger saa langt tilbage, ere blevne udøvede mod Tyendet i hans Fødeegn, og det af «Damer» og  aristokratiske Huse.

Tyende: Tjenestefolk
Heloter: Helotene var slaver eller sterkt underkua bønder i oldtidas Sparta i Hellas.

Den barbariske Skik at prygle Børn og Tjenere har alene kunnet indføres og vedligeholde sig hos et Folk, der, som vort, har været vant til at udøve de haardeste Tugtelser paa sine Slaver. Hvo skulde ikke ynkes, naar han tænker paa Trællenes Kaar hos vore raa Forfædre?

Det er ikke bekjendt, om Anne kom i en mild eller i en streng Tjeneste, Stedet, hvor hun tjente, laa dog kun i et Bøsseskuds Afstand fra hendes Forældres Hus, naar man ved Bøsseskud tænker paa en Miniérifles eller et Chassepotgeværs Skudvidde, og hun har vel saaledes oftere kunnet besøge sine Forældre og Sødskende. Hun forblev i hele 5 Aar i sin Tjeneste, et Bevis paa at hendes Herskab har været tilfreds med hende. Om Høsten 1761 kom hun endelig tilbage til sine Forældre, da hun i den kommende Vinter skulde forberedes til Konfirmation.

Anne blev konfirmeret i Øiestads Kirke om Vaaren 1762. Om hendes Kundskab i vor guddommelige Religions Sandheder savnes al Oplysning. Rimeligvis har hun staaet paa samme Trin som Alet. Disse Piger tilhørte en Familie, der var vel udstyret baade i aandelig og legemlig Henseende.

Strax efter at have bekræftet sin Pagt med Gud maatte Anne atter drage ud for at tjene sit Brød. Denne Gang var det en 73 Aar gammel Enke ved Navn Guri Hansdatter, hos hvem hun kom i Tjeneste. Denne Kone boede paa Villumstad paa den skjønne Hisø, omtrent 3/4 Mil fra Helle. Her indtraf den Ulykke, at Enkens Hus ødelagdes ved Ildsvaade i Juni 1762, og Guri blev nu med sin unge Tjenestepige nødt til at tage sin Tilflugt til sin Naboerske Gumborg Nielsdatter, der var gift med en Sømand Daniel Geruldsen, som da var fraværende paa en Søreise. Denne brave Sømands Kone aabnede da ogsaa med Velvilje sit Hus for de Brandlidte.

Anne var meget misfornøiet i sin nye Tjeneste paa Hisøen. Hun plagedes af Længsel efter sit Barndomshjem ved Hellefossen; hun vilde bort fra Hisøen, hun kunde ikke trives i dette Arkadien. Hun tænkte maaske ofte paa en liden grøn Høislette under et Fjeld, der var beliggende nogle hundrede Skridt fra hendes Forældres Hus; hun følte sig maaske dragen af en forunderlig Magt tilbage til dette yndige lille Plateau, hvor hun og Alet saa ofte havde plukket Blomster eller leget sammen med Børnene fra Nabolaget.

Arkadien: Betyr landlig og idyllisk, viser til det greske landskapet Arkadia.

Vare de to Søstre aldrig blevne overfaldne af en uforklarlig Angst, havde en mørk Anelse aldrig grebet dem paa dette Sted midt under deres Lege?

Anne følte paa Hisøen alle Længselens Kvaler. Hun gik omkring med Taarer i sine blaa Øine. Der gives Mennesker, som føle hjemve i en Mils Afstand fra det Sted, hvor de ere fødte og opvoxede, som kun befinde sig vel der, hvor de vare lyksalige som Børn.

Denne Hjemve skulde blive Annes Ulykke.

Da hun nemlig en Dag, kort efter den omtalte Ildebrand befandt sig udenfor det Hus, i hvilket den Enke, hos hvem hun tjente, havde fundet et midlertidigt Tilflugtssted, og den unge Pige, som sædvanligt, havde Taarer i Øinene, saa hun en hemmelighedsfuld Skikkelse komme sig imøde. Det var et gammelt Kvindemenneske af et modbydeligt Udseende og med svensk eller ialfald østlandsk Udtale. Saa tænker Maleren sig Troldkvinden i Endor eller Hexene, som ved sin smigrende Spaadom gjorde Macbeth til en Kongemorder.

Den ubekjendte Fremmede kom hen til Anne og spurte hende om Grunden til den Sorg som hun ikke mægtede at skjule. Anne fortalte hende nu om sin Længsel efter Hjemmet og sin Utilfredshed med sin Tjeneste. Landsstrygersken udspurgte hende om de nærmere Omstændigheder og tilhviskede hende tilsidst et Ord, som burde have bragt Blodet til at isne av Rædsel i den unge Piges Aarer. Dette Ord var

Mord !

Anne fik det Raad, at hun skulde dræbe sin Madmoder med Gift. Den afskyelige Kvinde underrettede Pigebarnet om, at der paa Arendals Apothek fandtes Noget, der kaldtes «Fluekrudt», et Slags dræbende Pulver, av hvilket hun kun behøvede at kjøbe for 2 Skilling og indgive Enken en liden Del deraf, saa vilde Døden paafølge langsomt maaske, men sikkert, sikkert! Offeret, som havde faaet Giften, vilde være redningsløst fortabt!

Anne havde vel endnu ikke ganske glemt sit Konfirmationsløfte. Hun vidste, at Mord er en af de største Synder, og hun erklærede gjentagne Gange, at hun ikke vilde gjøre sig skyldig i en saadan Synd, men den hemmelighedsfulde Forførerske vedblev at trænge ind paa hende, erklærede, at Gud altid vilde tilgive hende en saadan Gjerning, da hun kun var et Barn, og tilføyede: «der er jo heller ingen synderlig Skade deri.» Endnu gav Anne ikke tabt ligeoverfor Utysket; hun forsikrede paany, at hun ikke var istand til at udøve en saadan Udaad, men at Lysten til det Onde alt var antændt i hendes unge Hjerte ved den Fremmedes Ord sees af det Spørgsmaal, som hun har fortalt, at hun gjorde den Ubekjendte, om nemlig Nogen virkelig kunde dø af en saadan Dosis? «Dø de ikke strax, saa vil de dog komme til at dø efter nogen Tids Forløb,» svarede Landstrygersken.

Den sataniske Kvinde vedblev saaledes at opmuntre Anne til at myrde Guri, og da Pigen atter og atter erklærede, at hun hverken vilde kjøbe Fluegift eller benytte den mod Enken, fremtog Forførersken et mørkegraat Pulver af et Stykke Papir og viste hende det dødbringende Middel. «Dette har jeg Selv kjøbt idag til min egen Brug», sagde den Fremmede, «men jeg skal dele med dig og give dig en liden Portion. Naar din Madmoder en Dag er noget upasselig, skal du se til at blande Noget af dette i hendes Spise; der behøves ikke saameget for at dræbe hende.» Dermed leverede hun Anne Giften og vandrede bort for ikke mere at optræde paa Scenen. Den gaadefulde Ubekjendte var forsvunden for stedse.

Anne modtog og beholdt Hexens sørgelige Gave.

Dette er den Bekjendelse, som den ulykkelige Pige med Døden for Øinene har aflagt for Øvrigheden. Hvor utrolig. denne Fortælling klinger, er der dog liden eller ingen Grund til at betvivle dens Overensstemmelse med Sandheden. Eller vilde det ikke lyde endnu utroligere, at dette nylig konfirmerede Pigebarn skulde have handlet af egen Drift, skulde være gaaen til Apotheket for at kjøbe en Gift, hvis Navn endogsaa maa antages at have været hende ubekjendt, i den Hensigt dermed at sende sin Madmoder i Døden?

Hvem var denne hemmelighedsfulde Skikkelse? Vi staa her foran en uopløselig Gaade. Man har aldrig faaet Noget at vide, som kunde lede Eftersøgelsen paa et Spor. Kun saameget kan der vel siges, at det maa have været et af de Uhyrer, som Helvede undertiden udspyer, et af de Væsener, om hvilke det med fuld Sandhed kan siges, at «Satan er faret i dem». Maaske var den Gamle et Medlem af et omflakkende Taterfølge. Men Gisninger bringe ikke Lys i Sagen.

Den fremmede Landstrygerske havde med sine Ords aqua toffana forgiftet Annes Sjæl. Der var i den unge Piges Hjerte nedlagt et frø, af hvilket et Upastræ skulde opvoxe.

aqua toffana: Gift med arsenikk, oppkalt etter Giulia Tofana som levde på 1600-tallet i Italia.

Anne gjemte i nogle Dage det afskyelige Pulver. Snart skulde hun faa Anledning til at bruge det efter sin Lærerindes Anvisning; thi Mandagen den 28de Juni 1762 indgav hun virkelig Enken, der den Dag følte sig upasselig, Giften i en Portion Øllebrød. Den samme Pige, som visselig faa Uger iforveien vilde have vist Tanken om et Mord tilbage med Afsky, var nu bleven en Morderske!

Øllebrød: Tradisjonell rett av rugbrød og øl, servers med melk eller fløte.

Ogsaa det, som Mennesket afskyer; kan det gjøre. Derfor vogte man sig!

Enken Guri maatte gaa tilsengs, Dagen efterat hun havde faaet Giften, og vedblev at være syg med Opkastelse og Convulsioner, indtil hun den 2den Juli afgik ved Døden. Iøvrigt fattede Ingen Mistanke om Forgiftelse, uagtet den Kone, i hvis Hus Enken logerede, undrede sig over flere Omstændigheder, som maatte kunne synes mistænkelige. Anne vilde saaledes ikke nyde noget af den Mad, hvoraf den Afdøde havde spist, og et Kreatur paa Gaarden blev sygt og kreperede. Maaske har Mordersken ogsaa paa det villet prøve Giftens Virkning.

Convulsjoner: Rykkvise muskelsammentrekninger.
Kreatur: Vanligvis betegnelse på kyr, kuer. Kan også inkludere sau, geit og hest.

Man begynder nu i det fjerne at skimte Skafottet.

Den unge, næsten barnlige Giftblanderske kom i August samme Aar hjem til sine Forældre. Men der hviler et Mørke over hendes senere Liv. Hun synes vexelvis at have været hjemme hos sine Forældre og borte i Tjeneste. Saaledes var hun om Sommeren 1763 i Tjeneste hos en af sine Faders Naboer paa Helle. Den skrækkelige Hemmelighed, som hun bar indsluttet i sin Barm, hadde hun imidlertid aabenbaret for en over al Maade aabenmundet, enfoldig og umoralsk Kusine Berthe Olsdatter, der opholdt sig paa Helle, ligesom hun ogsaa kort efter fortalte Alet Giftmordet paa Enken paa Hisøen. Men Anne maatte her gjøre den Erfaring, at Berthe ikke kunde bevare en Hemmelighed; thi hun fandt Alet underrettet om Alt iforveien af Berthe, der ikke engang i en Sag, der gjaldt Liv eller Død, havde været istand til at tie. Anne havde saaledes alt to Medvidere; men det, er en psychologisk Mærkelighed ved hende, at hun ikke brød sig stort om at skjule sine Misgjerninger. Denne samme Eiendommelighed fremtræder, som vi skulle se, endnu stærkre hos Alet, der indviede idetmindste 12 Personer i sine sørgelige Mysterier.

Pigen Berthe Olsdatter, der spiller en ikke ubetydelig Rolle i dette frygtelige Drama, var født 1741 og altsaa paa den Tid 22 Aar gammel.

Baade Berthe og Alet har siden for Retten nævnet Anne som den, der havde oplyst dem om Fluekrudtets dræbende Virkninger; men det var dog maaske egentlig kun Berthe, som Anne, efter sin, Hjemkomst fra Hisøen, underviste i Brugen af den ovennævnte Gift, og Berthe blev da igjen Alets første Lærerinde. Forøvrigt kan det ikke udfindes, naar disse Samtaler mellem Pigerne har fundet Sted.

Medens nu Anne tjente hos sin Faders Nabo, hvis Navn var Geruld Aslaksen, og Alet levede hos sin Pleiefader, indtraf et Dødsfald i Søstrenes Forældres Hus, over hvilket der hviler et uhyggeligt Mørke. I dette Hus boede nemlig en nogle og 80 Aar gammel Pige Anne Paulsdatter, om hvem der forøvrigt Intet vides. Det har sandsynligvis været en Slægtning af Pigernes Fader eller Moder, neppe en Fremmed, som havde Tilhold i Huset. Dette Fruentimmer døde den 15de Juli 1763, og det synes; som hendes Død har været ledsaget af Omstændigheder, som nu ikke længere kjendes, men som har fremkaldt en uklar, ubestemt, svag Mistanke, der dog snart forsvandt uden at hefte sig ved Nogen. Er dette Menneske dræbt ved Gift? Hvis en saadan Forbrydelse er begaaet, er det da Anne eller Alet; som er Mordersken? Og hvilke har da været Motiverne? Dette ved kun Han, der ved Alting, og det vil først blive aabenbaret paa den Dag, da det, der var skjult i Mørket, skal bringes for Lyset. Forfatteren er tilbøielig til at tro, at en Forbrydelse her er begaaet, at Anne har været den egentlige Morderske, og at Alet har været hendes Medviderske og Medskyldige. Anne havde jo allerede et helt Aar iforveien betraadt Lastens Bane, og som det franske Ordsprog lyder,

                        ce n’est que le premier pas qui coûte.                            

 I Aaret 1765 eller maaske alt om Høsten 1764 havde imidlertid Alet forladt sine Pleieforældre og taget Tjeneste paa et andet Sted i Bygden. Hun fandt nemlig, at hun ikke fik tilstrækkelig Løn i Alfs Hus eller blev saaledes paaskjønnet der, som hun fortjente. I nogle Aar tjente hun da hos forskjellige Familier i Omegnen, og var i 1767 kommen i Tjeneste hos en gammel Enke Gunild Karlsdatter, der boede paa «Vædingpladsen», omtrent 1/8 Mil fra Helle. Denne Kone behandlede Alet med Godhed og Velvilje. Hvor Anne paa den Tid opholdt sig, kan ikke afgjøres med Vished, men hun synes dog, ialfald i den sidste Del af Aaret, at have boet i sine Forældres Hus:

Alet, som af sin Søster og Kusine havde modtaget Undervisning i Giftblanderiet, som maaske var Annes Medskyldige i den forhen omtalte gamle Piges Død, og som i ethvert Tilfælde maa være bleven aldeles døv for Samvittighedens Stemme, besluttede paa den Tid at prøve Fluegiftens dræbende Virkninger paa sin godmodige og velvillige Madmoder. Vi staa her ligeoverfor en ny Gaade. Hvorfor besluttede Alet at dræbe den gamle Enke? Hun vandt Intet ved Mordet, hun har udtalt sig rosende om den Myrdedes gode Egenskaber og har ikke været istand til at angive nogen Bevæggrund til Forbrydelsen. Hun har endogsaa erklæret, at hun ikke havde nogen Hensigt med sin Ugjerning. Og dog har vel neppe nogen Forbryder begaaet et vel overlagt og udtænkt Mord uden Motiver. Antages det, at Alet var uskyldig i Anne Paulsdatters Død; var det desuden hendes første Skridt paa Forbrydelsens Bane, og det er jo det første Skridt, som koster. Mordet kan ikke være udført i et Anfald af Vanvid *), da Planen dertil var lagt og Forberedelserne trufne iforveien. Man betragte Sagen fra hvilken Side man vil, overalt støder man paa Ubegribeligheder;  paa et Mørke, i hvilket det er forgjæves at ville bringe Lys.

·           «Il y a des moments d’un éspèce de délire ou l’on ne pent juger les hommes par leurs actions».                                                                                                              Rousseau.

Omtrent i November 1767 kom Alets Plan til Udførelse. Hun havde talt med sin Søster Anne om at skaffe sig Fluegift og maaske ogsaa sagt hende sin Hensigt dermed, hvilket dog Anne benægter, idet hun fortæller, at hun vel havde spurgt Alet om hvortil Giften skulde anvendes, men at Alet dertil kun havde leet. Det avskyelige Pulver vil Anne gjennem en gammel Pige ved Navn Anne Jansdatter, som da opholdt sig i hendes Forældres Hus, have forskaffet sig fra et Apothek i Arendal. Det er dog tvivlsomt, om Anne Jansdatters Hjælp virkelig er bleven benyttet. Anne fortæller videre, at hun gjemte Pulveret i en gammel Forældrene tilhørende Thekande. Snart skulde det komme den forbryderske Søsters Hænder.

En Aften i den sidstnævnte Maaned kom en liden, 7-8 Aar gammel Dreng til Kristofer Fredriksens Hus. Gutten var af Enken Gunild bleven afsendt til Alets Moder for at kjøbe Tobak. Alet havde dog ogsaa bedet Barnet, hvis Navn var Ole Eriksen, om at medtage et Stykke Linned til hende fra hendes Moder. Efter at have modtaget begge Dele, begav Gutten sig paa Tilbageveien, men Anne fulgte efter ham, tog det omtalte Klædestykke fra ham, indlagde deri et Papir med Fluegift og bad ham sige Alet, «at hun i dette Papir vilde finde hvad hun ønskede» eller noget lignende. Dette skede udenfor hendes Faders hus, Alet, som uden Tvivl ventede paa denne Tilsendelse fra sin Søster, kom da ogsaa Drengen imøde ude paa Marken, føren han naaede Enkens Bolig, og modtog der hvad der var bestemt til hende.

Omtrent 14 Dage, efterat Giften var kommen i Alets Hænder, afgik hendes Madmoder ved Døden efter flere Dages Lidelser. Symptomerne under Sygdommen tydede vistnok paa Forgiftelse, men synes ikke at være blevne synderlig paaagtede, og nogen Mistanke er neppe falden paa den Skyldige.

Hvor Alet nu tog Tjeneste, eller hvor hun opholdt sig i Aaret 1768, er ubekjendt. Det kan heller ikke – udfindes, hvor Anne var i dette Tidsrum. Kun dette fremgaar af Annes senere Tilstaaelser, at hun i Slutningen af 1768 befandt sig hjemme i sine Forældres Hus.

Læseren vil have seet, at en gammel Pige ved Navn Anne Jansdatter paa den Tid opholdt sig i Kristofer Frederiksens Hus. Denne Kvindeafgik ved Døden ved Juletider 1768 uden at det dog nu er muligt at opgive, hendes Alder eller Dødsdag, Man ved heller ikke, om hun hørte til Kristofer Frederiksens Familie, hun er en aldeles ubekjendt Person, og ligesom hendes Liv, saaledes ogsaa hendes Død en Gaade. Vi staa her ligeoverfor en ny Hemmelighed. Ligesom ved Anne Paulsdatters Hedengang i 1763, saaledes synes ogsaa ved dette Dødsfald Noget at være indtruffet, som vakte Formodning om; at Alt ikke var tilgaaet, som det skulde. Er ogsaa dette Fruentimmer taget af Dage ved Gift? Hvo har idette Tilfælde været Mordersken, Anne eller Alet? Og hvilke vare Motiverne til denne nye Forbrydelse? Lutter Spørgsmaale, paa hvilke der nu ikke længere kan gives noget Svar.

Det er maaske endnu sandsynligere, at Anne Jansdatter er blevet myrdet end Anne Paulsdatter. Hvis den førstnævnte virkelig har ladet sig bruge til at kjøbe Fluekrudt for Anne; saa kan Søstrene have ryddet hende af Veien, for at blive en Person kvit, der kunde blive et farligt Vidne, og da falder Mistanken hovedsagelig paa Anne, der paa den Tid var hjemme og levede med den Gamle under samme Tag, medens Alet endnu tjente eller opholdt sig ude i Bygden. Et saadant Motiv bliver alligevel lidet sandsynligt, naar man lægger Mærke til Søstrenes fast ubegribelige Uforsigtighed og Ligegyldighed for at skjule sine Forbrydelser.

Blandt dem, der ved denne Leilighed havde en Anelse om noget Ondt, en dunkel Mistanke om Mord, var ogsaa flere af Pigernes nærmeste Frænder. Man hviskede hinanden mistænkelige Ting i Ørene. Men videre kom det ikke.

Det var i 1769, at Masken skulle falde af de to Giftblandersker. Vi finde Anne i dette Aar i Tjeneste hos en Mand i Arendal ved Navn Morten Mauritzen. Alet tjente fremdeles ude i Bygden, men i April vendte hun tilbage til sine Pleieforældre. Den Kone, der havde opdraget hende «næsten fra hendes Moders Bryster», kunde ikke længere udholde Savnet af sin elskværdige Adoptivdatter. Hun vilde ikke mere skiltes fra Slangen, som hun havde næret ved sin Barm. Alet gik nu i sit tredivte Aar og var, uagtet sit fordelagtige Ydre, ennu ikke forlovet. Hun havde nu faaet nok af Cølibatets Behageligheder og havde sat sig i hovedet, at hvis hendes Pleiemoder døde, vilde Enkemanden sikkert gifte sig med hende, og Alf var en mild og sagtmodig Mand, som var god at leve med. Alet besluttede da at rydde Konen af Veien med Fluekrudt. Berthe; hendes Kusine og fortrolige Veninde, blev anmodet om at kjøbe hende for et Par Skilling af denne Gift paa Arendals Apothek, og det er udenfor al Tvivl, at Alet ogsaa fortalte Berthe, hvilken rug hun agtede at gjøre af det dræbende Pulver. Berthe kjøbte da Giften, og et ungt Menneske paa Apotheket advarede hende for dens Farlighed. Alet modtog det dødbringende Middel og tøvede nu ikke længere med at bringe sin Mordplan i udførelse.

To Dage, efterat Alet havde modtaget Fluekrudtet, skulde hendes Pleiemoder bage Brød og erholdt af en Nabokone Inger Clemmetsdatter Tilladelse at benytte hendes Bagerovn. Under Bagningen følte Alfs Hustru sig mindre vel, og Enken Inger gav hende noget brændevin. Da Brødet var bagt, og Alet havde hjulpet sin Pleiemoder med at bære det hjem, bad denne sin Adoptivdatter om at skjære hende et Stykke af det varme, nybagte Brød og lægge Smør paa det. Alet opfyldte hendes Forlangende, men benyttede Leiligheden til at nedlægge i Brødet en Portion af Fluegiften under Smørret, og den til Døden Indviede spiste det saaledes præparerede Smørrebrød uden Mistanke. Endnu samme Eftermiddag blev Konen syg og maatte gaa tilsengs, men mente alligevel, idetmindste i Begyndelsen, at det nydte Brændevin var, Aarsag i hendes Lidelser. Sygdommen med alle Mærker paa Forgiftelse tiltog imidlertid, og den niende Dag derefter afgik den Lidende ved Døden. Den skrækkelige Alet havde i disse Dage pleiet hende med megen Omhu og modtaget denDøendes Velsignelse!

Det varede dog ikke mere end omtrent 14 Dage efter Karen Jonsdatters Død, føren det Rygte begyndte at udbrede sig i Nabolaget og Omegnen, at et Giftmord havde fundet Sted, at det var Alet, som var Forbrydersken, og at Alf Aanonsen maaske kunde være hendes Medskyldige. Alet havde nemlig tidligere ladet sig forlyde med, at Forholdet mellem Ægtefolkene ikke altid var det bedste. At Alf, da Rygtet ogsaa blev ham forebragt, tog Alet i Forsvar, tjente vel ogsaa til at forøge Mistanken. Denne viste sig dog senere at være ugrundet, og da Alf senere kom, til Vished om Alets Brøde, anmeldte han selv Sagen for Øvrigheden og androg om, at Pigen maatte blive arresteret. Som Følge heraf fængsledes Alet Mandag den 7de August 1769 og hensattes i Arresthuset paa Hougerød, efter et af Fogden samme Dag afholdt preliminairt Forhør. Dette fortsattes den 14de August, og de af Alet ved denne Leilighed gjorte Tilstaaelser bevirkede uden Tvivl, at hendes Kusine Berthe kort efter kom til at gjøre hende Selskab i Fængslet.

Mistanken mod Anne sees ogsaa at være vaagnet hos Naboerne og Andre eller rettere sagt, at have faaet ny Styrke, da Alet var bleven arresteret. En paa Helle boende Enke ved navn Sigrid Bentsdatter kom saaledes tilfældigvis i et Ærinde til Arendal Dagen efterat Alet var sat fast, og blev strax omringet af en Mængde Personer af Almuklassen, der udspurgte hende i anledning af Alets Fængsling og hvad dermed stod i Forbindelse. Da Sigrid nu fik se Anne paa Bryggen, roede hun hen til Morten Mauritzens Hus, fortalte hende hvad der var skeet, og raadede hende til ufortøvet at tage flugten, hvis hun havde Noget paa sin Samvittighed. Sigrid underrettede Anne om den Mistanke, der hvilede paa hende, og at det var Folks Mening, at ogsaa hun snart vilde blive arresteret. Men Anne hørte med tilsyneladende Rolighed paa de indtrængende Forestillinger og rørende Ord, hvormed Enken i denne Samtale, der førtes i Enerum, søgte at bringe hende til eftertanke. Den brødefulde Pige erklærede sig uskyldig mente ialfald, at Ingen kund overbevise hende om nogen Forbrydelse, talte om sin tilbagestaaende Løn, som vilde gaa tabt, hvis hun flygtede, og sagde, at hun i ethvert Fald først vilde tale med sine forældre. Sigrid bad hende da om at vogte sig vel for Lensmanden, der sikkert vilde gribe hende, hvis hun kom forbi hans Hus, og raadede hende til at gaa, saavidt muligt, ad saadanne Omveie, at Ingen saa hende.

Denne Samtale fandt Sted om Formiddagen den 8de August, og sildig om Aftenen samme Dag kom Anne til sine Forældres Bolig paa Helle, hvor hun forblev Natten over. Veien fra Arendal til Helle havde hun vandret paa sin Fod uden at blive tagen af Lensmanden. Forældrene vare alt gaaede tilsengs ved Datterens Ankomst, men efter at have vexlet nogle Ord med Moderen begav Anne sig, ledsaget af sin Søster Inger, hen til det Hus, hvori den sørgelige Medhjælperske Berthe boede. Udenfor dette Hus talte da Anne i sin Søsters Nærværelse med Berthe, uagtet Berthes Søster Anne Olsdatter stod i et aabent Vindve og kunde høre alle Ord, der udvexledes mellem de Talende. Anne bad Berthe tie med hvad hun vidste og sagde blandt andet: «Min kjære Berthe, kan du nu frelse mig, saa gjør det!» Den aabenmundede Kusine fik ogsaa Bebreidelser, fordi hun skulde have sagt, at Anne var Medviderske i Karen Jonsdatters Død, en Beskyldning, som Berthe tilbageviste. Videre er ikke bekjendt om denne natlige Samtales Indhold.

Det maa vel ansees som sikkert, at Anne den følgende Morgen vendte tilbage til sin Tjeneste i Arendal, skjønt det ikke kan ud siges noget derom med absolut Vished. Formodentlig har hun efter sit Besøg i Hjemmet følt sig nogenlunde beroliget og opgivet al Tanke om en Flugt, der vel heller ikke vilde have været saa let at iværksætte for den blodfattige Tjenestepige.

Anne forblev da i sin Tjeneste, men at Angst og Uro martrede hende, viser et Besøg, som hun en Aften i Begyndelsen af September gjorde ved Arresthuset paa Hougerød, hvor nu ogsaa Berthe sad fængslet; for at tale med sin Kusine gjennem den Vindusrude, der lod en smule Lys falde ind til de Arresterede. Ved denne Leilighed lovede Anne Berthe et Lærreds-Tørklæde og 1 Mark i Penge for at bevare Tausheden. Bevogtningen paa dette Arresthus maa ikke have været synderlig streng og de Fængslede synes ikke at have været afskaarne fra al Omgang med Udenverdenen; thi flere Individer tilhørende Slægt og Venner fik ved denne samme Vindusrude Anledning til at tale med Delinqventinderne.

Imidlertid gik den af Fogden paa Justitsens Vegne mod Alet og Berthe anlagte Sag sin Gang. Den 25de September blev efter Stiftets Ordre Extraret sat paa Thingstedet Sandstød i Øiestad Sogn for at undersøge og paakjende Sagen mod de to Piger. Den i Vrængen boende Procurator Jakob Ohnsorg fremmødte som deres Defensor. Retten var sat i et Hus, der tilhørte en Mand ved Navn Adam Hirholt, der skal have været Gjæstgiver. Delinqventinderne mødte uden Lænker i Overværelse af mange tilkaldte Vidner.

Alet, som først forhørtes i Enerum, tilstod nu, at hun havde dræbt sin Madmoder Karen Jonsdatter med en Gift, som Berthe havde kjøbt for hende. Hun havde gjort dette i det Haab at blive gift med Alf Aanonsen, der dog hverken hemmelig eller aabenbart havde givet hende nogen Forhaabning derom. Hun angav Berthe som den, der havde været hendes lærerinde og Raadgiverinde og erklærede Alf for at være aldeles uskyldig i Mordet. Ligeledes tilstod hun, at hun havde bekjendt Mordet for sine Forældre nogle Dage før sin Arrestation. Hun fortalte de nærmere Omstændigheder ved sin Misgjerning, og at hun, forskrækket over Giftens Virkninger paa hendes Offer, havde kastet Resten af Pulveret paa Ilden.

Efter dette Forhør, under hvilket ogsaa Fogden, Lagrettet og de Anklagedes Defensor havde været tilstede, blev Berthe underkastet særskilt Examination. Hun erklærede sig født og opdragen paa Helle og 28 Aar gammel. Hun havde ikke vidst noget om Fluekrudtets dræbende Virkninger, før Anne Kristoferdatter havde fortalt hende, at Enken Guri Hansdatter paa Hisøen, Konen Gunild Karlsdatter paa Vædingvolden, og en Pige ved Navn Anne Jansdatter, alle var døde af denne Gift. Efter at have hørt dette, havde hun «i al Uskyldighed» talt med Alet derom, der havde bedet hende om at kjøbe for et Par Skilling af denne Gift «til Karen.» To Gange havde Berthe været i Arendal uden at kunne overtale sig til at kjøbe Pulveret, men hun kjøbte det dog, da hun den tredie Gang kom til Byen. Efter Karens Død var hun, plaget av sin onde Samvittighed, gaaet til den residerende Kapellan, Hr. Wardan, og havde for ham bekjendt sin Brøde. Berthe fortalte videre, at Alets Søster Anne, hendes Svoger og hendes Forældre havde talt med hende baade før og efter hendes Arrestation, anmodet hende om at tie og gjort hende Løfter. Hun fandt, at Alf efter sin Ægtefælles Død havde taget Alet i et kraftig Forsvar. Alet, der paa sin Pleiemoders Dødsdag skjalv og bævede meget, havde ogsaa bedet Deponentinden om Taushed, da hun ellers «vilde føre hende (Berthe) i lige Ulykke.» Berthe havde da forladt hende uden at svare hende, men var den 5te August bleven hentet op til Alfs Hus i Anledning af Rygtet om Mordet. Der havde hun udtalt for ham sin Mistanke, at han var Alets Medskyldige, hvilket Alf havde benægtet, men tillige erklæret, at han nok «skulde vide at raade Bod paa Sagen,» idet han paa samme Tid roste Alet for hendes Duelighed og gode Opførsel. Som Undskyldning for sin Meddelagtighed i den begangne Udaad anførte Berthe, at hun havde troet, at Alet kun vilde benytte Giften til Husbrug for sin Madmoder. Fortsættelsen af Forhøret blev derpaa bestemt til den følgende Dag.

Den 26de September fortsattes da paa samme Sted den begyndte Examination. Efterat Alf Aanonsen var bleven afhørt, der lidet eller Intet kunde meddele til Oplysning, og der erklærede sig uskyldig i sin Kones Død, foretoges, føren Vidnerne paaraabtes en Confrontation af Berthe og Alet, men der kom ikke synderligt ud af denne. Berthe erklærede, i Modsigelse med hvad hun den faaregaaende Dag havde anført til sin Undskyldning, at Alet havde, da hun bad Deponentinden kjøbe Giften, ogsaa meddelt hende sin Hensigt med Anskaffelsen af Fluekrudtet, «at det nemlig var til at indgive Karen, for at Alet selv kunde ægte Alf.» Hun havde ogsaa lovet Berthe en behagelig Sommer og et gildt Bryllup, hvis hun vilde skaffe hende Giften, om hvilken Alet havde sagt, at «den var et godt Middel.» Alet benægtede alt dette, ligesom ogsaa alt det Øvrige, som Berthe vidnede, at hun skulde have sagt, men tilstod dog at hun den Dag, som Karen døde, havde bedet Berthe «at tie stille.» Berthe vedblev, at det var Anne Kristofersdatter, der først havde gjort hende bekjendt med Fluekrudtets dræbende Virkninger, og at hun siden havde talt derom med Alet. Iøvrigt bragte Confrontationen intet Udbytte, og det egentlige Indhold af den første forbryderske Samtale mellem Alet og Berthe vedblev at være en Hemmelighed. Man gik derpaa over til at paaraabe Vidnerne.

Enken Inger Helle var den første, som afhørtes, men hendes Forklaringer vare uden Interesse og bragte intet Nyt for Dagen. Hun vidste Intet om, at Alf nærede Venskab for Alet, skjønt han nu mistænktes for Medvideri. Berthe havde kort før sin Arrestation tilstaaet for hende, at hun havde kjøbt Gift for Alet.

Derpaa afhørtes Gunild Olsdatter, Enken Ingers Tjenestepige. Baade Alet og Berthe havde tilstaaet sin Brøde for dette Vidne. Alet havde undskyldt sig med, at Berthe der bar Nag til Karen Jonsdatter, havde tilskyndet hende til Mordet og sagt, at «hvis hun (Alet) gav Karen Giften, vilde hun ikke leve Pintsedagene over.» Ligeledes deponerede Gunild, at Berthe havde meddelt hende, at Alet havde forgivet Gunild Carlsdatter Vædingpladsen, hvilket Alet selv havde fortalt Berthe og tilføiet, at hendes Søster Anne Kristofersdatter havde skaffet hende Giften.

Vi komme nu til at gjøre Bekjendtskab med Alets Fader, en Olding paa 70 aar, der optraadte som et nyt Vidne. Det er umuligt at danne sig et Billede av denne Mand, om hvem intet er bekjendt. Høit har han visselig ikke staaet i moralsk Henseende og, skjønt enkelte Smaatræk synes at vidne om et varmt Faderhjerte, er der igjen noget Andet, der tyder paa Letsind og Følelsløshed og vækker Tvivl, om han virkelig fortjente den Ros for Ømhjertethed, som meddeltes ham af hans Ægtefælle.

Oldingens Forklaringer vare af liden Betydning. Han vidste Intet om Aarsagen til Gunild Carlsdatters Død, og havde først den 6te August erfaret det af Alet begaaede Mord paa hendes Pleiemoder. Han tilstod, at han en Onsdagsaften havde været udenfor Arresthuset paa Haugerød og talt med Berthe, men kun bedet hende om at holde sig til Sandheden og «tage sin Sjæl i Agt». Da han adspurgtes om Aarsagen til Anne Paulsdatters Død, svarede han, at hun formentlig i sin høie Alder af nogle og otti Aar var død af Svaghed og Alderdom. Forøvrigt kjendte han ikke Noget til de Forbrydelser, hvorfor hans Døtre nu vare under Anklage. Det er ellers mærkeligt, at han slet ikke synes at være bleven examineret i Anledning af Anne Jansdatters Død, hvortil der dog efter Berthes Deposition maatte have været den stærkeste Opfordring. Faderens Fremtræden for Retten som Vidne mod sin Datter, efterat Dommeren havde formanet ham til ikke at lade sig forlede af den naturlige Kjærlighed til sit Barn til at afvige fra Sandheden, maa ellers ave gjort et smerteligt Indtryk. Alet faldt ogsaa, mens Faderen afhørtes, i Besvimelse.

Forhøret blev, efterat Kristofer Frederiksen var dimitteret, udsat til den følgende Dag. Fogden, Dommeren og Lagrettet med de indkaldte Vidner vare atter forsamlede paa Sandstød, ligesom ogsaa Procurator Ohnsorg indfandt sig med de to anklagede Piger Alet og Berthe. Man begyndte med at afhøre Alets 64aarige Moder. Denne Kone forklarede, at hun havde talt hver Dag med Alfs Hustru under hendes Sygdom uden at fatte Mistanke. Den Døende havde velsignet alle sine Naboer og navnligen Alet for hendes kjærlige Omhu. Da Rygtet om Forbrydelsen ud bredte sig, havde hun talt derom med Alet, som to Gange nægtede sin Misgjerning, men dog tilstod den, da Moderen tredie Gang tilspurgte hende. Datteren havde da vist sig «meget bekymret med Graad og Beklagelse» men undskyldt sig med, at det var en uimodstaaelig ond Magt, der havde drevet hende til at begaa Mordet, en Undskyldning, hvortil Forbrydere ikke sjelden tage sin Tilflugt. Moderen havde da i sin Smerte yttret, at «hun vilde ønske, at hun aldrig havde født hende eller e saadant Barn til Verden.» Den sørgelige Hemmelighed havde hun baaret hos sig selv indtil Aftenen før Alets Fængsling, da hun troede at burde aabenbare den for den gamle «ømhjertede» Fader. Ligeledes havde Vidnet, 3 Uger før Alet blev arresteret, talt med Alf om det verserende Rygte, hvilket denne Mand dog ikke troede. Hun erklærede sluttelig, at hun ikke viste Noget om, at hendes Døtre, «Anne og Inger», havde havt Del i Anne Jansdatters, Anne Paulsdatters og Gunild Carlsdatters Død. Berthe som blev confronteret med hende, henholdt sig til hvad hun før havde deponeret. Dommeren henvendte sig nu til Alet med indtrængende Anmodning om at bekjende Alt hvad hun vidste om de tre ovennævnte Kvinders Død. Alet erklærede sig aldeles uvidende om de to førstnævnte Personers Dødsmaade, men tilstod, at hun havde fundet et Giftpulver i det Linned, som Drengen Ole Eriksen bragte hende, hvilket Pulver hun dog havde bortkastet, fordi hun troede, det var skadeligt. Der paafulgte en længere Examination af Alet, som i sine Sva oftere afveg fra Sandheden, og som ikke bragte Andet for Lyset end hvad der allerede er meddelt Læseren.

Efterat den gamle Moder var bleven afhørt, fremstilledes Alets Svoger Aanon Andersen fra Helle som 5te Vidne, men Deponenten havde Intet af Betydning at udsige. Han havde dog hørt adskilligt mistænkeligt ved Anne Jansdatters, Anne Paulsdatters og Gunild Carlsdatters Død.

Nu optraadte Berthes Søster, Anne Olsdatter, som 6te Vidne, og hendes Forklaringer vare af megen Vigtighed. Indholdet af dem er dog for en Del allerede meddelt og behøver saaledes ikke at gjentages. Vidnet gav først en med Enken Inger Clemmetsdatters Forklaring overensstemmende Beretning om hvad der havde tildraget sig den Dag, da Alfs hustru angrebes af Sygdom. Deponentinden havde besøgt den Syge samme Dags Eftermiddag, som hun havde faaet Giften, og været Vidne til hendes Lidelser. Hun havde søgt at trøste den Lidende, der dog tilbageviste Trøsten med den Erklæring, at det vilde blive hendes Død, og tilføiede: «Alet har sagt mig, at den gamle Kone paa Vædingpladsen fik det paa samme Maade». Den Dag Karen Jonsdatter var til Begravelse, havde hun, efter sin Tilbagekomst fra Sørgehuset, fundet sin Søster Berthe grædende. Da nu Berthe adspurgtes om Grunden til hendes Taarer, vægrede hun sig vel en Stund for at angive Aarsagen dertil, men svarede dog tilsidst: «Den Kone, som blev begravet idag, kunde vel endnu ave levet, hvis ikke Alet havde været.» Derefter bekjendte Berthe for Vidnet, hvad hun og Alet havde gjort, og tilføiede, at Alet havde tilstaaet Mordet for hende samme Dag, som Alfs Ægtefælle afgik ved Døden. Efter at have anført en Del af mindre Betydning forklarede Deponentinden videre, at hun senere engang i Alfs Have havde truffet paa Alet og Berthe og, efter at have tilspurgt dem derom, modtaget deres Tilstaaelse, at det var Anne Kristofersdatter, som havde givet dem Undervisning i at bruge Fluegiften. Vidnet afgav ligeledes en Beretning om den Samtale, der om Aftenen den 8de August havde været mellem Berthe og Anne Kristofersdatter, af hvilken hun dog ikke synes at have erindret stort mere, end den ulykkelige Morderskes Ord, da hun bad sin Medviderske om at frelse hende. Alet blev nu confronteret med Deponentinden, og aflagde en fuldstændig Bekjendelse. Hun tilstod, at Alt, hvad Vidnet havde forklaret, var overensstemmende med Sandheden. Hun yttrede, at «hendes svage Hoved havde gjort, at hun ikke tidigere erindrede dette». Alet forklarede videre, at hendes Søster Anne efter gjentagen Benægtelse havde tilstaaet for hende det paa Hisøen begaaede Mord paa Enken Guri, og at hun af denne sin Søster havde lært at kjende Fluekrudtets Virkninger. Tilsidst tilstod hun uden flere Udflugter, at hun havde sendt Gunild Carlsdatter Vædingpladsen ud af Verden med den Gift, som Anne havde skaffet hende, og som hun havde indgivet sit Offer i Melk. Hun erklærede derhos, hvad forhen er anført, at Enken havde behandlet hende godt, og nogen Hensigt med Mordet vidste Giftblandersken ikke at angive. Den protocollerede Tilstaaelse blev derpaa forelæst for Alet, som sitrende paahørte den, men vedtog den som rigtig.

Drengen Ole Eriksen, den myrdede Enkes Dattersøn, afhørtes derpaa tilligemed sin Moder. Det 9aarige Barns Vidnesbyrd gik ut paa, at en Kvinde, som han ikke kjendte, havde udenfor Kristofer Frederiksens Hus leveret ham et Papir med de Ord: «Her er noget Stivelse, som du skal levere Alet.» Forøvrigt kunde hverken han eller hans Moder meddele Noget til Oplysning.

De hidtil afhørte Vidner havde alle tilhørt Almuen, men nu optraadte en Deponent af en høiere Stand, og som derfor ogsaa i Dommerens Protocol tituleres for «Monsiur». Det var «Monsiur» Søren Juell, Landhandler paa Helle, som forklarede, at han den 5te August havde talt i Enerum med Alet i Alfs Bryggerhus, og at Pigen da havde tilstaaet for ham, at hun havde forgiftet Karen efter Berthes Raad og efter Samtale derom med denne sin Kusine og sin Søster Inger. Sluttelig afhørtes to andre Mænd fra Helle, af hvilke den ene var den Mand, hos hvem Anne Kristofersdatter havde tjent i 1763. Disse to Mænd deponerede, at de den 6te August havde hørt Alets Tilstaaelse af Mordet paa hendes Pleiemoder i Alfs Hus, og, som det synes, i hans egen Nærværelse. Dermed var Forhøret for denne Dag endt, efterat dog først endnu et Par Mænd fra Nersten vare blevne afhørte som Vidner. Disses Udsagn var dog uden den mindste Betydning.

Den 28de September sluttedes endelig Forhøret. Alet blev atter underkastet Examination og gjentog sin Forklaring om det Pulver, som Søsteren havde sendt hende til Vædingpladsen. Hun erklærede, at der ikke ellers havde været nogen foregaaende Samtale mellem hende og Anne. Nu fremkaldtes som det 12te Vidne Alets Moster og Berthes Moder, Karen Andersdatter, der blandt Andet forklarede, at den Dag, da Alfs Kone begravedes, havde Berthe fortalt sin Søster Anne Olsdatter, at den Afdøde havde faaet Gift, hvorom Anne samme Aften havde talt til Vidnet. Baade Moder og Datter havde dog anseet det rigtigst at tie. Kort Tid derefter havde hun truffet Alet i Alfs Hus, og da havde Alet gaaet til Bekjendelse for hende, men bedet hende bevare Tausheden. Under denne Samtale havde Alet fortalt hende, at paa denne Maade, nemlig ved Fluegift, vare baade Anne Paulsdatter, Anne Jansdatter og et Par Andre tagne af Dage. Hun angav sin Søster Anne som den, der havde berøvet dem Livet. Vidnet vidste, at baade Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter vare døde i Kristofer Frederiksens Hus, men hun havde ingen Mistanke havt angaaende Grunden til deres Død, førend hun hørte Alets Udtalelse. Deponentinden havde besøgt Karen under hendes Sygdom og hørt Alet sige, at Sygdommen var til Døden.

En Kone fra Helle ved Navn Anne Katrine Kristensdatter og efter hende en anden Kvinde Karen Terjesdatter bleve derefter afhørte. Den sidstes Vidnesbyrd var af ingensomhelst Betydning, men den Første havde talt med Berthe og Alet om det verserende frygtelige Rygte, og begge Pigerne havde da tilstaaet for hende den begangne Udaad. Raden til at vidne kom nu til Delinqventinden Berthes Svoger Thorgrim Ivarsen, gift med hendes Søster Anne Olsdatter. Efterat have hørt af sin Kones Mund den Bekjendelse, som Berthe havde aflagt om sin egen og Alets Forbrydelse, havde Deponenten modtaget begge Pigernes Tilstaaelse af Mordet paa Alets Pleiemoder. Han antog, at ogsaa Inger Kristofersdatter maatte være indviet i Sagen; thi hun havde under Karens Sygdom væddet med ham, at Sygdommen vilde ende med Døden. Videre kunde han ikke meddele til Oplysning og blev derfor dimitteret.

Johanne Ivarsdatter, en Søster af Thorgrim og gift med Berthes Broder, underkastedes derpaa Examination af Dommeren. Deponentinden havde 8 Dage efter Karen Jonsdatters Begravelse af sin Moder modtaget en Meddelelse om hvad Berthe og Alet havde udøvet. St. Hansdag havde Vidnet truffet Alet ude paa Marken og samtalet med hende om hendes Pleiemoders Død. Alet havde da fortalt hende, at hun gjennem sin Søster Anne havde lært at kjende Fluekrudtets Virkning, og ligeledes, at hun havde prøvet dets dræbende Kraft paa Enken Gunild Carlsdatter. Vidnet havde desuden hørt, at Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter havde faaet Gift, men vidste ikke, hvorvidt dette medførte Sandhed.

Anders Olsen, det sidstnævnte Vidnes Mand, afhørtes, efterat Johanne var dimitteret. Denne Mand forklarede, at hans Hustru først havde underrettet ham om Giftmordet paa Karen, og at han derefter den 6te August havde paa Tilspørgsel erholdt sin Søster Berthes Tilstaaelse af det, som baade hun selv og Alet havde udrettet.

Han havde ogsaa hørt et Bygderygte om at Enken Gunild var død af Gift, men havde ikke talt derom med Alet. Hvad Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Død angik, sluttede han sig ganske til sin Kone. Vidnet havde vel talt med de arresterede Piger ved Fængslet, men ikke bedet dem tie med Noget. Iøvrigt var der i denne Deponents Udtalelser intet af Interesse.

Berthe blev nu atter taget under Overhøring, men da derved ikke tilveiebragtes nye Oplysninger, fremkaldtes det 18de og sidste Vidne, Alets Søster Inger Kristofersdatter.

Inger Kristofersdatter var en smuk blond Pige af Middelstørrelse, 25 aar gammel. Hun led ellers noget af den samme Legemsfeil som Bjørnsons «Halte-Hulda». Der svæver en let Sky af Mistanke over Inger. og det kan synes underligt, at Øvrigheden ikke sees at have taget nogen Notis af de Udtalelser, der vare saa vel skikkede til at fremkalde Tvivl om hendes Uskyldighed. Læseren vil erindre Hr. Juells Forklaring, ligesom ogsaa den besynderlige Maade, hvorpaa Alets Moder stiller sine Døttre Anne og «Inger» sammen, da Talen kommer paa Enken Gunilds og de to gamle Pigers Død. Hvorfor indblander Moderen Ingers Navn i er Sag, der maatte antages at være denne Datter uvedkommende? Derom indeholde Forhørs-Acterne ikke det Ringeste til Oplysning. Lader os da haabe, at denne Pige ikke fortjener den Mistanke at have været sine brødefulde Søstres Medskyldige, hvad man næsten nødes til at tro, naar man læser Alets Bekjendelse for Hr. Juell. At hun fortier sine Søstres Forbrydelser, efterat disse har fortalt hende sine sørgelige Bedrifter, kan man ikke undres over.

Inger aflagde Ed, efterat dennes Betydning var bleven forklaret for hende, og Dommeren paa det Eftertrykkeligste havde formanet hende til at holde sig til Sandheden. Hun adspurgtes først om hvad hun vidste om Karen Jonsdatters Død. Deponentinden fortalte nu, at hun samme Dag, som Karen, efterat have bagt Brød i sin Naboerskes Hus, var bleven syg, kom op til hende om Eftermiddagen og fandt hende liggende paa Sengen. Karen led af stærk Opkastelse og var meget rød i Ansigtet. Paa Vidnets Spørgsmaal om hendes Befindende svarede Konen, at hun var syg og mente, at det Brændevin, som hendes Naboerske havde givet hende, var Aarsagen. Alet  som var tilstede, fulgte sin Søster udenfor Døren og fortalte hende der uden nogen Opfordring eller Tilspørgsel, at hun havde indgivet sin Faster en Portion Fluegift, der havde bevirket Sygdommen. Siden havde Alet fortalt hende, at Berthe, efter hendes Anmodning, havde kjøbt Giften, for hende. Deponentinden tilstod, at hun havde indgaaet et Væddemaal med Thorgrim Ivarsen, at Sygdomen vilde blive Karens Død; thi hun var paa Grund af Alets Tilstaaelse vis i Sagen. Derefter blev hun adspurgt af Dommeren, om hun vidste Noget om hvad Alet skulde have sagt til sin Moster om Anne Paulsdatters, Anne Jansdatters, Gunild Carlsdatters og Guri Hansdatters Død? Paa denne Tilspørgsel erklærede Inger, at hun aldeles Intet vidste om Aarsagen til de tre Førstnævntes Død, men at hendes Søster Anne havde fortalt hende om Mordet paa Guri. Ligeledes havde ogsaa Berthe fortalt Deponentinden, at Anne Kristofersdatter havde meddelt hende (Berthe), at Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter vare døde paa samme Maade. Inger havde, efter baade Anne og Alets Anmodning, været ved Arresthuset paa Hougerød og bedet Berthe om at tie med hvad hun vidste, hvortil Berthe havde svaret, at «hun vilde blive ved Sandheden». Vidnet forklarede videre, at hun ikke havde været hjemme den Dag, da hendes Søster Anne ved Drengen Ole Eriksen tilsendte Alet den Fluegift, hvormed Gunild Carlsdatter blev dræbt; men Anne havde to Dage derefter fortalt hende det hele uden at der dog havde været noget Overlæg mellem hende og Søsteren, der ved Afleverelsen af det Linned, hvori Giftpulveret laa skjult, havde anmodet Barnet om at sige til Alet, «at hun deri vilde finde hvad hun selv vidste». Inger aflagde endvidere en Beretning om den Samtale, som holdtes om Aftenen den 8de August af hendes Søster og hendes Kusine, ved hvilken Deponentinden havde været tilstede. Anne havde da bedet Berthe om at frelse hende, og Berthe havde svaret, at «saalænge hun ei blev lagt i Bolt og Jern, skulde hun ikke aabenbare Noget.» Forøvrigt erklærede Deponentinden sig gaske uvidende om hvad Anne, Alet og Berthe kunde have samtalet og overlagt med hverandre. Deres Mordplaner havde været hende ubekjendte, og hun vidste heller ikke, om de Skyldige havde Medvidere.

Dette er Kvintessencen af Inger Kristofersdatters Vidnesbyrd. Det heder, at hun af Dommeren blev underkastet en skarp Examination med Hensyn til Karen Jonsdatters Død, men hun erklærede, at hun var aldeles ubekjendt med Alets Plan at myrde denne Kone. Det gjennem hele 4 Dage varende Forhør sluttedes da, efterat Inger, som forklarede, at hun ikke vidste mere, var bleven dimitteret. Sagen udsattes da til den 10de November.

Det var en Selvfølge, at Anne Kristofersdatter, efter de af Alet og Berthe afgivne Forklaringer, ikke længe kunde blive paa fri Fod. Denne Ulykkelige, som ikke havde villet eller kunnet redde sig ved Flugten, blev da ogsaa arresteret, formodentlig i Arendal, den 2den October 1769 og indsat i Fængslet paa Hougerød.

Sagens videre Behandling var, som bemærket, bleven udsat til den 10de November, men indtrufne Omstændigheder bevirkede, at den yderligere maatte udsættes til den 22de November. Paa denne Dag sattes atter Extraret paa Sandstød. Fogden fremmødte og fremlagde Stiftamtmandens Actionsordre mod Anne Kristofersdatter af 13de November. Denne Pige, der nu skulde underkastes Forhør, var da tilstede med Alet og Berthe, ligesom Sagfører Ohnsorg, der ogsaa var udnævnt til at være Annes Defensor.

Man begyndte med et separat Forhør over Anne, ved hvilket kun Actor, Defensor og Lagrettet var nærværende, efterat de øvrige Tilkaldte vare blevne udviste. Raden var nu kommen til Giftblandersken fra Hisøen at aflægge sin Bekjendelse.

Anne gav da en Beretning om sit Levnetsløb, om Mordet paa Guri Hansdatter, hvilket hun tilstod at have fortalt for sin Kusine Berthe, og om Afsendelsen til Alet af den Fluegift, hvormed Gunild Carlsdatter blev dræbt. Her begyndte imidlertid Forbrydersken at afvige fra Sandheden. Da hun nemlig blev spurgt om, hvorfra hun havde erholdt Giftpulveret, som blev afsendt til Alet, svarede hun, at «hun havde fundet det i en gammel Thekande, da hun noget før Jul gjorde rent i sine Forældres Hus». Iøvrigt indeholdt Delinqventindens Udsagn kun saadanne Ting, som allerede ere fortalte om hende og derfor Læseren bekjendte.

Dommeren kom nu til det interessante Spørgsmaal, om hun kunde give nogen Oplysning om Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Død.

Man vil erindre, at der under Forhøret den 25-28de September var deponeret Meget, der maatte være graverende for Anne Kristofersdatter. Berthe vidnede saaledes for Retten, at Anne havde sagt hende, at Anne Jansdatter og et Par Andre var døde af Fluegift. Ligeledes deponerede Inger Kristofersdatter, at Berthe havde meddelt hende, at hun (B.) af Anne havde hørt, at baade Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter vare blevne tagne af Dage ved Forgiftelse. Endelig vidnede de to mordlystne Søstres Moster, at Alet havde fortalt hende, at Anne havde dræbt de to ovennævnte gamle Piger.

Hvad skal man tænke? Kan Alet have løiet paa sin Søster paa en saa oprørende Maade? Kan Berthe have fortalt de to Gamles Forgiftelse baade for Inger og for Øvrigheden, hvis ikke Anne virkelig har sagt til hende, at de to alderstegne Kvindespersoner vare blevne myrdede med det usalige graa Pulver? Der er liden Grund til at antage dette, især da Forholdet mellem Anne og de to andre Piger, Alet og Berthe, synes at have været meget venskabeligt. Og skulde Anne kunne antages at have paadigtet sig selv en Forbrydelse af en saa farlig Beskaffenhed? Dette er visselig høist usandsynligt. Men, naar man hører hendes gjentagne kraftige Benægtelse for Retten, naar man efter hendes oprigtige Tilstaaelse af Mordet paa Guri hører hende med Døden for Øinene forsikre om sin Uskyldighed i Henseende til de to bedagede Pigers Hedengang, vaagner Haabet paany om, at hun ikke er gaaet ind i Evigheden med to skjulte Mord paa sin Samvittighed, og man spørger atter: hvad skal man tænke?

Man vil her erindre, at ogsaa Alet under det foregaaende Forhør havde erklæret sig for aldeles uvidende om Anne Paulsdatter og Anne Jansdatters Dødsaarsag.

Da Anne under Examinationen den 22de November adspurgtes med Hensyn til disse to Kvinder, angav hun Tiden, da de døde i hendes Faders Hus, og hvor hun da opholdt sig, at hun nemlig havde tjent hos Geruld Aslaksen Helle, da den førstnævnte, og været hjemme hos sine Forældre, da den sidstnævnte af de to gamle Fruentimmer afgik ved Døden. Men hun vilde ikke vide Noget om, at de paa en forbrydersk Maade vare tagne af Dage. «Jeg har intet Andet hørt derom», sagde hun, «end at min Søster Alet nu under Arresten har fortalt mig, at jeg ifølge en af Berthe aflagt Bekjendelse, skal have indgivet Anne Jansdatter Fluekrudt, men deri er jeg ganske uskyldig». Videre vidste hun ikke at meddele til Forklaring.

Den 23de November fortsattes Forhøret. Drengen Ole Eriksen var tilstede, og Anne erklærede, at det var ham, der havde overbragt Alet Pulveret til Vædingpladsen. Derpaa oplæstes for Delinqventinderne Alt, hvad der efter deres Bekjendelse var bleven protocolleret, og dette blev saavel af de to Søstre som af Berthe Olsdatter vedtaget som rigtigt. Fogden begjærede derefter Alet tilspurgt, om hun endnu holdt fast ved sin Erklæring, at hun først hørte af Berthe, at Anne for hende havde bekjendt Mordet paa Guri, og derpaa selv spurgte sin Søster derom og modtog hendes Tilstaaelse af Gjerningen, efterat hun i Begyndelsen havde nægtet den? Alet gav hertil et bekræftende Svar. Fogden forlangte nu, at Berthe og Anne skulde tilspørges om Sandheden af Alets Erklæring. Berthe henholdt sig til sin tidligere afgivne Forklaring, men Anne vilde ikke mindes, at hun nogensinde havde talt til Alet om Fluekrudtets Virkninger og kunde iøvrigt ikke erindre Noget om deres Samtale. Fogden erklærede nu, at han ikke vilde forlange videre Confrontation, da det forekom ham, at Arrestantindernes Udtalelser bleve stedse upaalideligere, jo mere Umage Retten gjorde sig, for at komme efter Sandheden. En indtrængende Formaning af Sorenskriveren til de tre Piger at bekjende Alt, hvad de vidste, blev uden Virkning, idet alle tre erklærede ikke at vide mere, og man gik derfor over til at afhøre Vidnerne. De to Søstres Moder underkastedes paany Examination, men havde intet Nyt at meddele. Hvad Giften i Thekanden angik, yttrede hun, at Anne maatte selv have lagt den der, og at hun aldrig havde vidst om Gift i sit Hus. Hun vilde ikke i mindste Maade sætte sin Salighed paa Spil ved at skjule sine Børns Feil. Dommeren adspurgte nu atter Anne om, hvorfra Fluekrudtet var kommet, som hun havde villet finde i Thekunden? Hertil svarede Anne, at hun, skjønt hun ikke før havde erindret at sige det, nu maatte tilstaa, at hun, efter, som sagt, at have fundet Giften i et Papir i en Thekande, havde fortalt dette til sin Søster Inger, da denne efter hendes Fængsling havde spurgt hende om, hvor hun havde fundet Fluekrudtet. Inger havde da yttret, at hun (Inger) nu erindrede, at Anne Jansdatter havde lagt det der, mens hun endnu levede, og at samme Anne Jansdatter da havde sagt, at Pulveret kunde ligge der, da der ligesaavel kunde komme Fluer i dette Hus som i andre, og at man havde brugt denne Gift, hvor hun forhen havde været. Inger Kristofersdatter maatte nu atter uttale sig og henholdt sig til den Bekjendelse, der var avgiven den 28de September. Hvad hendes Søster Anne havde fortalt om hende og Anne Jansdatter var lutter Opdigtelse. Aldrig havde denne Afdøde talt til hende om Gift, og aldrig havde hun selv vidst, at saadan fandtes i Huset. Hun havde vistnok, kort før Karen Jonsdatters Død, hørt Alet og Berthe tale om, at den sidste skulde kjøbe Fluekrudt, men hun vidste ikke, hvortil det skulde bruges. Men fter Karens Død hørte hun engang Berthe i en Trætte med Alet bebreide denne, at hun havde forgivet sin Pleiemoder, blot for selv at blive Madmoder i Huset. Anne blev da paa Fogdens Begjæring atter tilspurgt om Sammenhængen med Fluegiften i Thekanden, og «efter lang Betænkning» afgav hun nu «med særdeles Graad og Vemodighed samt en besynderlig Eftertanke» følgende forklaring:

Hun havde selv ved Anne Jansdatter efter Alets Begjæring kjøbt det omspurgte Fluekrudt paa Arendals Apothek. Hun havde selv lagt det i Thekanden, oversendt Alet en liden Del deraf og af Alet modtaget Tilstaaelsen om dets Anvendelse til at dræbe Gunild Carlsdatter. Resten af det giftige Pulver havde Deponentinden kastet paa Ilden. Hvad forøvrigt Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Død angik, vilde hun, «om det var i hendes yderste Dødsstund», erklære sig uskyldig. Deponentinden vidste ikke Andet, end at begge var døde af Svaghed og Alderdom.

Efter at have aflagt denne Bekjendelse blev Anne dimitteret; og Fortsættelsen af Forhøret udsat til den følgende Dag.

Der var kun et Par Vidner fra Hisøen og Enken Sigrid Bentsdatter fra Helle, som afhørtes den 24de November. Disse Vidners Forklaringer havde dog ikke stort at betyde og bragte Intet af Vigtighed for Lyset, Sigrid fortalte om sit Sammentræf med Anne Kristofersdatter i Arendal den 8de August, og at hun om Morgenen den 9de August havde mødt Anne og hendes Moder paa Helle. Moderen havde da gjort hende Bebreidelser for «den Byrde; som hun havde lagt baade paa hende og hendes Datter». Deponentinden havde da svaret, at kun Medlidenhed og Venskab havde bragt hende til at tale.

Da ingen flere Vidner fandtes, sluttedes Forhøret. Sagen besluttedes optaget til Doms paa samme Sted den 2den December Kl. 11. Flere Attester fra Sognepræsten, hvilke alle vare daterede den 9de October, fremlagdes af Fogden. Det er meget at beklage, at indholdet af disse Attester sandsynligvis altid vil blive en Hemmelighed.

Kaster man nu et Blik paa de afholdte Forhør, vil man neppe kunde finde Andet, end at de lade meget tilbage at ønske. Navnlig synes det at skorte paa indtrængende Undersøgelser med Hensyn til de to gamle Pigers Død, og det er underligt, at ikke de to Giftblanderskers ældste Søster, Gunild Kristofersdatter, der var gift med Aanon Andersen, afhørtes som Vidne, da dog Manden maatte fremmøde og aflægge Vidnesbyrd mod sine Svigerinder. Var Gunild bleven afhørt, kunde maaske Et og Andet være kommet for Dagen, der kunde have ledet Dommeren paa et Spor med Hensyn til Anne Jansdatters og Anne Paulsdatters Dødsmaade, hvorom Aanon Andersen jo vilde have hørt adskilligt Mistænkeligt. Endeligt maa det vække Forundring, at ikke Inger Kristofersdatters Forhold til de begaaede Forbrydelser er bleven underkastet en grundig Undersøgelse. Men vi skal nu høre Indholdet af den af Sorenskriveren i Nedenæs Lehn med Meddomsmænd under 2den December 1769 afsagte Dom.

Alet Kristofersdatter dømtes ved den til at halshugges med Øxe, Hovedet skulde sættes paa en Stage, men Legemet begraves paa Retterstedet; Anne Kristofersdatter skulde derimod henrettes med Sværdet og hendes Legeme tilligemed Hovedet begraves anstændig i Stilhed. Berthe Olsdatters Dom lød paa Tugthuset for Livstid; Straffen skulde udholdes i Christiania. De tre Arrestantinder tilpligtedes endvidere at betale Processens og Arrestens Omkostninger med de deraf flydende Salarier, endelig skulde de have sin Hovedlod til Kongen forbrudt. Det oplystes imidlertid, at de tre Domfældte aldeles Intet eiede. Forfatteren har ikke villet afskrive denne Dom med Præmisser in extenso, da den kun forsaavidt vilde have Interesse, som den vilde vise, at end ikke Embedsmændene paa denne Tid vare istand til at skrive sit Modersmaal.

Det vilde have været en Lykke for Anne og Alet, hvis Sagen ikke var bleven appelleret for at paadømmes ved de høiere Domstole; de vilde derved have undgaaet at henrettes med den mest raffinerede Grusomhed. Hele Aaret 1770 gik hen, medens Sagen behandledes ved Overretterne, og det var først i Begyndelsen af 1771, at Høiesteretsdommen faldt. I denne temmelig lange Tid hensad de Ulykkelige i Arresthuset paa Hougerød og synes, idetmindste i Begyndelsen, at have næret meget sanguinske Forhaabninger om Benaadning, hvis man skal dømme efter deres Yttringer til enkelte Personer, som erholdt Tilladelse til at besøge dem i deres sørgelige Huler. Efterhaanden maatte dog dette Haab forsvinde, og det heder, at de begge lidt efter lidt kom til oprigtig Anger og Syndserkjendelse, især Anne, medens Alet vidste sig mere forhærdet, saa at det varede længere, førend hendes Hjerte vilde smelte, og den første Angertaare vædede hendes Kinder.

De Geistlige som i denne Tid besøgte de Domfældte, for at forberede dem til at fremstille sig for den Allerhøiestes Domstol, vare de Herrer Sognepræst Jens Pharo og den residerende Kapellan Mikael Wardan.

Hr. Pharo var meget agtet i sin Menighed baade paa Grund af sin Vandel og sin Dygtighed som Taler og Sjælesørger. Traditionen omtaler ham som «stræng», hvilket ikke stemmer med det Udtryk af Mildhed, som var udbredt over hans skjønne Ansigt.

Hr. Wardan har ikke erholdt et saa vakkert Eftermæle. Det var en af de Præster, om hvilke man fortalte, at de havde besøgt den sorte Skole i Wittenberg, og Almuen ved endnu at berette meget om de Kunster, hvorved Wardan viste sin Magt over de Onde. «Hr. Wardan havde ingen Skygge». Det er derfor intet Under, at man var bange for ham, og at Berthe Olsdatter, som vi har seet, tog sin Tilflugt til ham, da Samvittighetsnag drev hende til at lette sit Hjerte ved en Bekjendelse.

Hvis de to dødsdømte Piger, hvilket vi tør haabe, ere komne til en sand Omvendelse, saa har sandsynligvis Hr. Pharo været Redskabet i Guds Haand. Hr. Wardans Paavirkning har neppe været af Betydenhed. Iøvrigt har disse Geistlige slet Intet optegnet om de ulykkelige Søstre, og deres hele Sjælehistorie under deres Ophold i Fængslet er en lukket Bog. En af Pigerne, sandsynligvis Anne, forfattede i den Tid et Digt eller, som Hr. Faye kalder det, en «Bodspsalme», der skal have bestaaet af 24 Stanzer. Forfatteren har alene faaet fat paa efterfølgende 2 Stanzer, som endnu erindredes af en meget gammel Kvinde, der selv havde været tilstede ved Pigernes Henrettelse:

«O, treenig Gud og Herre,
Fader, Søn og Helligaand!
Du har skabt os til at leve,
men vi korter selv vor Tid.
Vi lot Satan os besnære
og gik hen i syndig Id.
Vi var Søstre, men, desværre,
Satans Tjenere vi blev.

David synded mod vor Herre
og begik baade Hor og Mord,
men vor Synd var meget større,
vi bedrev paa denne Jord.
Kommer nu og lad os skue,
I, som Syn og Øine har.
I maa vel for Synden grue;
thi vor Straf er aabenbar.»

Synes ikke disse Linjer at røbe en vis poetisk Begavelse? Man betænke Tiden, i hvilken disse Vers ere skrevne, og Forfatterindens fuldkomne Mangel paa Dannelse.

Det lader sig ikke længere gjøre at forfølge Sagens Gang ved de høiere Instanser, men det kan med Sikkerhed antages, at det først var ved Høiesteretsdommen, at Straffen skjærpedes, og at Dommene ved de to mellemliggende Domstole ikke have differeret synderligt fra den første Dom af 2den December 1769. Det vides dog, at Overhofrettens Dom faldt den 25de September 1770, og af Assessorernes Vota sees, at der i Sagen manglede corpus delicti og convictio, hvorimod man havde propria confessio. Det oplyses ogsaa, at Delinqventinderne, naar de vare uenige, have gjort hverandre Bebreidelser for de udøvede Forbrydelser.

Maa det saaledes end beklages, at der ikke længere, paa Grund af manglende Archivalier, kan tilveiebringes Oplysninger om Forhandlingerne ved de underordnede Retter, og om hvorledes Sagen der er bleven paakjendt, saa er det saameget mere tilfredsstillende, at der dog, hvad den endelige, af Kongen approberede Dom, Høiesteretsdommen, angaar, kan skaffes fuld Underretning. Det er vistnok saa, at den danske Høiesterets Domprotocol for 1771 er gaaet tabt ved Christiansborgs Slots Brand 1794, men samme Rets Voteringsprotocol for 1771 er dog bleven opbevaret, og derfor meddeles herved følgende

Extract-Udskrift
af Høiesterets Voteringsprotocol
i
Sagen No. 214/1770-71.
Procurator Andreas Nørager
contra
Del. Alet Christophersdatter,
Anne Christophersdatter og
Berthe Olsdatter.

Dommen afsagt Onsdag den 6te Februar 1771.

«Indstævner til Stadfæstelse, Skjærpelse og yderligere Paakjendelse en udi Ober-Hof-Retten den 25de September 1770 afsagt Dom, som tilfinder Alet og Anne Christophers Datter, for med Fluekrudt at skal have dræbt 3 Kvindemennesker, nemlig Karen Jonsdatter, Gunild Carlsdatter og Guri Hansdatter at bør have deres Liv, Hovedlod og Jord forbrudt, og Berthe Olsdatter, for at have været deres Medvidere, Hjælpere og Tilskyndere at bør arbeide i nærmeste Tugthus hendes Livstid.

Actor Procurator Nørager deducerede Sagen og postod, at Ober-Hof-Rettens Dom vorder saal. skjærpet og forandret: at Alet og Anne Christopers Datter vorder straffede efter Fr. 16de October 1697 og Berthe Olsdatter at vorde tilfunden at have sit Liv forbrudt, og alle 3 have deres Hovedlodder forbrudte.

Defensor Procurator Peter Severin Balling exciperede: at imod Alet og Anne Christopers Datter er ingen Bevis uden deres egen Tilstaaelse; thi her er ingen Obductionsforretning og Vidner og følgelig en blot Præsumption, de og kan have sagt Usandhet paa dem selv; angaaende Berthe Olsdatter, da mangler saavel i Henseende hende som de andre corpus delicti; hvorfore indstillede: om ikke Ober-Hof-Rettens Dom i Henseende de 2 første didhen kunde formildes, at de for deres mistænkelige Forhold vorde tilfunden at arbeide i Tugthuset og Berthe Olsdatter for videre Tiltale at maa vorde frifunden».

Ved Voteringen blev derpaa saaledes concluderet:

 «Alet og Anne Christopers Datter bør dem selv til velfortjent Straf og andre ligesindede udædiske Mennesker til Skræk og Afsky af Skarpretteren knibes 1med gloende Tænger hver først udenfor det Huus eller Sted, hvor Mordet er begaaet, siden 3de Gange mellem Gjernings Stedet og Retterstedet og allersidst paa Retterstedet. Dernæst skal deres høire Haand levende afhugges med en Øxe og siden Hovedet item med en Øxe, hvorpaa Legemerne af Natmandens Folk skal henføres og lægges paa Steile og Hovedet tilligemed Haanden fæstes paa en Stage ovenover Legemerne; saa bør de og have deres Hovedlodder forbrudt til Kongen og Jord, om de nogen er eiende. I Henseende til Berthe Olsdatter bør Ober-Hof-Rettens Dom ved Magt at stande».

Skulde man ikke vente at finde denne Dom underskreven af nogle Comancher eller Huroner?

Denne Dom blev af det danske Concelli indstillet til kongelig Stadfæstelse og approberet af Kongen.

Den ridderlige Heltekonge Carl Johan lod aldrig Kvinder henrette. Den sindssvage Kristian den Syvende kunde derimod dømme to unge Piger til en langsom og pinefuld Død. Han har formentlig nedskrevet Befalingen til at lade Dommen fuldbyrde uden naadigst Formildelse efter Hr. Struenses Diktat. Gik der ikke nogen Anelse gjennem Grev Struenses Sjæl om at han selv inden et Aars Forløb skulde dø paa en næsten ligesaa skrækkelig Maade som de to Piger?

Lad os endnu kaste et sidste Blik ind i Fængslet til de Domfældte, medens Skafottet reises paa deres fordums Legeplads, paa den venlige lille Høislette, paa hvilken Pigerne maa have plukket saamangen Blomst i deres Barndom, men som nu er brændemærket med Navnet «Retterstedet». Ja, det var paa dette yndige lille Plateau, hvorom forhen er talt, at Skarpretteren skulde paa Anne og Alet udøve sit foragtede Haandværk.

Vi ville i Tanken besøge Pigerne i deres Fængsel.

Udtærede af Sjælekval, Dødsangest og visselig ogsaa paa Grund af slet Forpleining sidde de lænkede der i sin Hule, ventende paa Døden. Bibelen og Psalmebogen er deres Trøst, og med sine smukke og kraftige Sangstemmer synger begge Søstrene jævnlig Bodspsalmer og andre gudelige Kvad. Stedse hyppigere blive de to Geistliges Besøg med Formaning og Trøst, med Opmuntring til at gaa Døden kjækt imøde i Troen paa ham, som har overvundet Døden. Sjeldnere kommer maaske den, ifølge Traditionen, temmelig verdsligsindede Wardan, oftere er det Hr. Pharos smukke, milde Ansigt, der, lig en Stjerne, lyser op i Fængselets Mørke.

Hvordan Forpleiningen har været, kan sluttes deraf, at der betaltes 4 danske Skilling daglig for Kosten til hver af Arrestantinderne, og at alle de tre Pigers Forpleining i et halvt Aar fra 1ste Juni til 31te December 1770 kun kostede 23 Rigsdaler. «Varetægten» i samme Tid for disse tre Forbrydersker a 24 Skilling ugentlig beløb sig til 19 Rigsdaler 68 4/7 Skilling.

Det staar nu kun tilbage at fortælle om Henrettelsen. Læseren kunde maaske mene, at han burde have været forskaanet for en Beskrivelse af dette afskyelige Optrin. Vel, saa er det rigtigst, at han ikke læser længere. Saadanne Blodscener maa dog have noget Tiltrækkende ved sig, siden Tusinder, og det ikke blot Pøbel, men dannede Mennesker, selv Damer, reiste lange Veie for at være Øienvidner til dem. Der er i os noget af Tigerens Natur.

Tæppet gaar op for Sørgespillets sidste blodige Act.

Det var Fredagen den 24de Mai 1771, at Anne og Alet maatte dø paa Skafottet. I Mexico har man en «Bedrøvelsens Nat»; i Øiestad Sogn burde den 24de Mai hedde Bedrøvelsens Dag; thi et forfærdeligere Sørgespil er visselig aldrig bleven opført i denne Egn, og aldrig er der vel heller paa nogen anden Dag bleven udgydt saamange Taarer.

Veiret var smukt. Tidlig om Morgenen havde Præsterne indfundet sig i Arresthuset paa Hougerød, for at styrke de Ulykkelige til den kvalfulde Dødsgang. Der lød Psalmer i Fængslet.

Klokken omtrent 7 1/2 bleve Pigerne hentede ud af Arresthuset. De vare klædte i Sort, deres Arme blottede til Skuldrene, over hvilke deres lange rige Haar hang ned udslaget. Livets Farve var forsvunden fra deres Kinder. Syngende Psalmer gik Søstrene, ledsagede af Præsterne, ind i en stor Baad roet af 6 Mænd, som ventede dem ved Bredden af Elven. I denne Baad sad Bøddelen, Menneskeslagteren, færdig til at modtage sine Offere. Og paa Bunden af Baaden stod der en stor Gryde, i hvilken der vedligeholdtes en Ild, for at holde den frygtelige Tang glødende, med hvilken de Ulykkelige snart skulde komme i Berørelse. Elven var bedækket med Pramme og Sjægter, der ledsagede de Dødsdømtes Baad. Begge Pigerne sang Psalmer eller lyttede til de Geistliges Trøsteord. Flere Gange tilraabte Søstrene de dem ledsagede Tilskuere: «beder, beder for os!»

Og der blev visselig ogsaa bedet varmt for dem.

Delinqventinderne førtes ikke lige til Retterstedet. Først tog den Baad, der bar dem, Veien ud gjennem Natvigstrømmen til Willumstad, hvor den røde Tang første Gang skulde bringes i Berørelse med Annes hvide Arm. Thi det var jo der, at hun havde begaaet sin første Forbrydelse.

Den Ulykkeliges Skrig kunde høres i lang Avstand, da den frygtelige Tang satte det første brune Mærke paa hendes Arm.

Baaden tog nu Veien til Helle. Under denne Tour kom Raden til Alet at gjøre Bekjendtskab med Tangen, da man passerede Vædingpladsen. Det blev da en Gjentagelse af Scenen ved Willumstad. Et lignende Skrig af Smerte og Rædsel forfærdede de ledsagende Tilskuere, og Alets Arm fremviste nu ogsaa et Brandsaar.

Endelig var den skrækkelige Baadfart til Ende, og man landede ved Helle, der ligger omtrent 1/2 Mil fra Hougerød. Paa Grund af Udfarten til Willumstad var imidlertid Veien fra Arresthuset til Helle bleven forlænget til næsten 1 Mil. Dødsofrene bragtes nu paa Land og der stod en Slags Høvogn med en Hest forspændt, for at kjøre dem til Skafottet, der laa omtrent 900 Skridt fra Landdingsstedet. Førend Delinqventinderne sattes ind i dette Voiture, blev Alet anden Gang knebet af Lovens sidste Fuldbyrder; thi Alf Helles Hus laa oppe i Bakken omtrent 100 Skridt fra Stranden. En tredie Person steg derpaa med Pigerne ind i Vognen, i hvilken de to Ulykkelige sad baglængs eller med Ansigtet vendt bagud, nemlig Bøddelen; thi ifølge Dommen skulde de endnu mellem dette Sted og Skafottet knibes tre Gange med den røde Tang. Det er lettere at tænke sig end at beskrive den Rædsel, der greb Alle, den Forvirring, der fandt Sted, og de Jammerklager, der fra alle Sider blandede sig med de Domfældtes Smertesskrig, da denne Del af en barbariske Dom udførtes, medens Hesten langsomt trak afsted med sin Jammerbyrde. Vognen rullede lige forbi de martrede Pigers Forældres Hus, der den Dag stod tomt; thi Forældrene, der endnu levede, vare flygtede. Her begyndte Anne med klangfuld Røst at istemme en Psalme. Alet lignede mere en Død end en Levende.

Klokken 10 ankom Søstrene til Skafottet, der kun var af ringe Høide, og omkring hvilket Soldater var opstillede, hvis Bajonetter blinkede i Solskinnet. Tusener af Tilskuere bedækkede de omgivne Høider. Fra alle Sider hørte man Hulken, og der var visselig faa Øine, som forbleve tørre paa den Dag. Hjertet fordrede sin Ret, og Mange ønskede, at det havde staaet i deres Magt at benaade de Ulykkelige.

Traditionen vil vide, at en ung Mand fremtraadte, da Toget ankom til Retterstedet, og tilbød sig at ægte Anne. Det var nemlig en udbredt Folketro, at en dødsdømt Kvinde var fritagen for Dødssttaffen, naar En vilde ægte hende. Men – uagtet Forfatteren har hørt dette af et Øienvidne til Henrettelsen, kan han dog kun anse det for en Opdigtelse, ligesom det smukke Svar, som Anne skal have givet Elskeren:

«Nei, jeg haaber med Guds Hjælp at have faaet en kjærere Brudgom, inden Solen er gaaet ned».

Det var et rystende Syn at se de to i Sørgedragt klædte Piger med de nøgne Arme bedækkede med brune Mærker efter den gloende Tang og det udslagne Haar hængende ned over Skuldrene. Anne udgød Taarestrømme paa Skafottet; Alets Kræfter vare aldeles udtømte, og hun synes allerede halvveis at tilhøre Døden.

Efterat Dommen var oplæst av Fogden, og en Psalme afsunget, holdt Sognepræst Pharo en kort Tale, hvorpaa de to Dødsofre overgaves til Skarpretteren. Endnu engang maatte de føle Tangen, førend Aflivelsen kunde foregaa.

Anne skulde henrettes først. Man bandt hende et sort Tørklæde for Øinene og ledede hende hen til blokken. Bøddelen fik af Fogden det Paalæg at han skulde skynde sig med at gjøre en Ende paa sine Offeres Kvaler.

Imidlertid hævede Anne endnu engang sin kraftige Sangstemme og gik Døden imøde med Psalmesang paa Læben, idet hun, ifølge det mundtlige Sagn, istemmede Psalmen:

«Styrk selv, o Gud, min bange Aand,
naar kraftløs segner Fod og Haand,
og hør mig i min sidste Stund,
naar jeg kun stammer, sukker kun».

"Styrk selv, o Gud, min bange Aand" er salme nummer 415 i Evangelisk-christelige Psalmebog, utgitt fra 1818 til 1863. Tilgjengelig på Nasjonalbibliotekets nettsider.

Da hun skulde lægge sig ned for at modtage Dødshugget, samlede hun sit over Skuldrene nedhængende prægtige Haar og slog det ned over Ansigtet.

Efterat den høire Haand var afhugget, førte Mestermanden endelig det Hug, der skulde bringe den Ulykkelige Døden. Men det blev dog ikke Dødshugget. Øxen traf hende ikke rigtigt, og man saa Pigen opløfte sit Legeme og gjøre nogle svage Bevægelser med den Haand hun endnu havde tilbage.

Det andet Hug mislykkedes ligeledes. Først ved det tredie Hug faldt Hovedet, snarere afskaaret end afhugget.

Menneskeslagteren havde Blodpletter i Ansigtet.

Alet laa besvimet paa Skafottet.

Enkelte Udraab af Indignation løde mellem den Hulken, der hørtes fra alle Kanter. Nogle uværdige Personer gik omkring og solgte Brændevin til Tilskuerne.

Da Alet var kommen til sig selv, lagdes hun paa Blokken, der var overstrømmet af hendes Søsters Blod, og efterat Haanden var afhugget, faldt hendes Hoved ved et eneste Hug. Straffen var fuldbyrdet.

Dog nei. Ogsaa efter Døden skulde jo, ifølge Dommen, de to Forbryderskers Legemer lægges paa Steile og de afhuggede Hænder og Hovedet sættes paa Stager!

Dette blev nu udført, og der fortælles, at disse Retfærdighedens sørgelige Trophæer i otte Dage saaledes stilledes til Skue. Derpaa bleve Pigernes jordiske Levninger begravede paa Retterstedet, da de ikke agtedes værdige til at hvile i indviet Jord.

Disse rædsomme Afskyeligheder tiltrænge visselig ingen Commentar. De ere betegnende for Civilsationens Standpunkt i forrige Aarhundrede.

En eller anden af Læserne kunde maaske ønske nogen Underretning om de to Søstres Udseende, og derfor tilføies endnu, at deres Ydre ingenlunde var noget Billede af deres Indre.

Anne var meget smuk. Hendes rige Lokker var brune med et gulagtigt Skjær; Hendes Øine vare blaa, hendes Træk regelmæssige. Udtrykket i hendes Ansigt var mildt og behageligt. Hun havde en smuk Figur og var af Middelhøide eller maaske lidt over Middelhøide.

Alet var ogsaa af Middelstørrelse, fin og spædlemmet. Hendes temmelig blege Ansigt var, skjønt smukt, ikke indtagende. Hun havde egentlig ikke hvad man kalder «et godt Ansigt». Ogsaa hun havde blaa Øine og et prægtigt Haar af samme Farve som Søsterens. Alle Efterretninger stemme iøvrigt overens i, at Anne var den smukkeste af de to Piger.

Deres Medhjælperske Berthe var lav af Væxt, undersætsig og havde et ufordelagtigt Ydre. Efter at have tilbragt nogle Aar paa Tugthuset i Kristiania, kom hun igjen, uvist hvorledes, paa fri Fod, vendte tilbage til Helle og giftede sig der. Hun døde sammesteds i en høi Alder.

Det vækker ofte nogen Forundring, naar man finder et skjønt Udvortes hos de værste Mennesker. Man vil saa gjerne, at der skal bo «en skjøn Sjæl i et skjønt Legeme». Men det turde maaske sjeldnere være Tilfældet. Forfatteren af dette lille Arbeide har havt den Ære at vexle nogle Breve med en meget dannet og fremragende Mand i Udlandet. Denne Mand har beskjæftiget sig med Galls og Lavaters phrenologiske og physiognomiske Værker, ifølge hvilke Individets Evner kan læses paa Hovedets benagtige Dele, paa Pandens Formation, Ansigtets Runding, Næsens og Hagens Omrids, medens dets Tilbøieligheder snarere aabenbare sig paa de bløde Dele af Ansigtet, og Resultatet af hans Beskjæftigelse med disse Værker og af de Iagttagelser han ved Siden deraf har anstillet paa levende Personer er, at han er kommen til den Overbevisning, at det netop er de smukkeste Individer, som man ikke maa tro altfor vel, ihvormeget man en føler sig tiltrukket af deres skjønne Ydre *).

Han, der skriver disse Linjer, og der ofte med vemodige Tanker har staaet paa dette Sted, hvor de to Piger lede en vanærende og pinefuld Død, er nu kommen til Enden af sin Fortælling, der ialfald har den Fortjeneste at have holdt sig til Sandheden. Han ved Intet mere at fortælle om Anne og Alet, men ønsker, at det Fortalte maa tjene Andre til Advarsel; thi ogsaa du, Læser eller Læserinde, kan falde ligesaa dybt, som disse to Piger. Ja, Anne og Alet kan i Guds Øine have været bedre end du er; thi de forlode Jorden

*    «je suis arrivé à me persuader que les individus dont nous devons nous méfier un peu, malgré cet eutrâinement que nous éprouvous à leur vue, sout justement ceux dont les dehors nous semblemt les plus parfaits.»

efterat have udgydt Angerstaarer over sine Synder, og i Troen paa Verdens Frelser, der benaadede den døende Røver, og der vel ogsaa for dem har havt en Plads i sit Paradis. Med dette Haab har Forfatteren vandret over den Plet, der drak deres Blod, og der gjemmer deres Aske, idet han erindrede disse skjønne Ord af Chateaubriand:

«Strømme af Blod ere nødvendige for at udslette vore Forbrydelser i Menneskenes Øine, en Taare er nok for Gud.»