Gården er stor og er i nordvest i Øyestad. I 1929 hadde Jens Vevstad en artikkelserie i Agderposten om Gamle gårder i Aust-Agder. Han forteller fyldig om Vigelands lange historie fra kirkegods til slektsgård gjennom århundrer.

Avisartiklen fra Agderposten kan leses på Nasjonalbibliotekets nettsider. Alle artiklene hans blei samla i et hefte, og kan leses på samme nettsted.

VIGELAND
Gamle gårder i Aust-Agder

Vigeland ligger einbølt men lunt og vakkert i det nordvestre hjørne av Øyestad, og grenser mot ikke mindre enn tre andre herreder: Landvik, Herefoss og Froland.

Til gården hører 60 mål innmark; de slette jorder går ned mot Vigelandsvatnet. Skogen er ikke målt, men det er antagelig en 10000 mål skog. Vigeland har lenge vært kjent for sin store skog, og der er ennu spart meget av den gamle, grove skogen med svære dimensjoner. Skylden var fra gammelt 1 1/2 hud og er nu 23,95 mark – den er således øket uforholdsmessig sterkt, og denne økning gir et billede av skogens verdistigning i de siste 150 år.

Gårdnavnet Vigeland er efter all sannsynlighet et Vikingtidsnavn, som kommer av Vikingaland og er sammensatt med genitif flertall av vikinger, skriver professor Magnus Olsen. Det blev i 1593 skrevet Wigelandt, senere har skrivemåten vært omtrent som nu.

Det eldste dokument man har om gården er et skinnbrev fra 1605. Det forteller om en besiktigelsesforretning som da blev holdtt og lyder ordrett så:

«Wi Efferschreffne Johan Matzssøn Tinngscheffuer Udj Nedenes Leegn, Gunner Bringsuerd, Oluff Mæsell, Amon Neffsdall, Thuore Mæsell, Amon Hobestad og Aslag Thræ Eedsuorne Lavrettesmænd der sammesteds Kienndes og wiitterlighgiører for alle, att Anno Christi 1605 neste Løffuerdagn epher Pintzedag som er den 25 May waare wi paa wigeland efter som vi waare laugligen did steffndte att besichte Udi Tosten Løddesølls og Hans medeigeris neruerrellsse, Huorlides att samme wigeland er Hollden med Hus og Herberge, agger og eng, och samme besichtellse att giffnue fra oss beschreffen. Da mødte och for n Tostenn Løddesøll og Anon Ormssønn deres medeigeres fulldmechtige. Haffr wi da samme gaard for n wigeland er io Holden med Hus och Herberg, agger och Eng som lougligt och forsuarligt Kunde wære. Men efterdj for n Tosten Løddesøll, Anon Ormssønn och deres medeigere off. Helge Løddesøll och Thore Rise, Konne, thiholder sig att wære nermere thil Aasædett paa for n wigeland som Klemmett Oluffssøn och Hans quinde Ragna fordumb Heffr opryddet, och for n Torjius samme rødning Haffr Michell Klemmetssøn affkiøft och Hannem derfor så forligeet och foreenett for n Tostenn Løddesøll och for n Anon Ormsønn paa alle deres medeigeres wegne saa och for Torjius om for n wigelands Aasæde udi saa maade. Att for n Torgeus schall giffue for n Thosten Løddesøll och Anon Ormssønn paa alle deres medeigeres wegne thrediue gode gamble gjengse dallr for all den aasæde de och deres arffuinger efter for n Ragna, Klemmeet oluffsøns quinde Kunde sig udi for n wigeland Thillholde och Loffuet for n Tostenn och Anon ormsøn paa alle deres medeigeres wegne, att de, deres medeigere eller arffuenger fødde eller ufødde iche efter denne dag schulle nogen thid Umage eller thiltale for n Torgius eller Hans arffuinger udi nogen maader om for n wigelands Aasæde da kund sig thilhollde efter for n Ragna Klemmet oluffssøns quinde, men for n Thorgius och Hans arffuinger att schulde unde og behollde Aassædet paa for n wigeland for dennem och deres arffuinger, imeden och all den stund Kong. majestæt befal- och efterlade och hermed thoge de lingsmand wil Hannem det bygge Huerandre Udj Hand och loffuitt forschreffne forligellse fødde och ufødde udi alle maader ubrødeligen att schulle Halldes som forshreffuitt s’aar. Thill desse wednesbyrd Haffr wi med hinanden wores zigneter undertrøgtt og tegnet.

Ac Tum anno die et loco utsupra»

Det synes som gården ikke var så gammel da dette dokument blev skrevet, det ser ut til at der bare var gått et par slektledd siden rydningsmannen levde. Dette kan muligens forklares ved at der er ting som tyder på at husene og den dyrkede mark oprindelig lå litt vestenfor den nuværende hjemmegård og at denne således en gang er flyttet. Daniel Vigeland var sterkt inne på at det har gått så for seg.
Det er sannsynligvis den samme ætt som har bodd på Vigeland helt siden 1605 – lenge som leilendinger under Øyestad kirke og siden 1726 som eiere av gården. I 1620 nevnes Torjus Guttormsen; han fikk pant for 200 rdlr. i nabogården Haukås i Froland. Både tiden og navnet gjør det rimelig at det er den samme Torjus, som er nevnt i dokumentet av 1605. To år senere fikk broren Daniel Guttormsen Vigeland – det er den første Daniel vi møter på gården – pant i et gjeteskind i Haukås for 25 rdlr. Senere kom en halvpart av Haukås til å høre til Vigeland og er nu en del av gården. Det kan være at pantene fra 1620 og 1622 ikke blev innløst, men det kan også tenkes at en mann på Vigeland har arvet bruket i Haukås.

Den 12. mars 1657 bygslet Knut Vigeland en hud i gården av Øyestad kirke, «hvilken hud skyld hand skall niude och bruge it aaremaall».
Det er bare sprette oplysninger som foreligger om Vigeland og folket der i 1600 årene. men fra 1699 kan ætten på gården følges i ubrutt linje. Da var der igjen en Daniel Guttormsen på Vigeland, og han gjorde 21. novbr. 1699 kontrakt med Gjeruld Klemmetsen Bratteland i Froland om gården Haukås samt tilliggende jorder, skog og utslåtter. Daniel Vigeland fikk en stor del av skogen, og forøvrig jorder og en hel del utslåtter. Resten av jorder, skog og slåtter samt husene fikk Gjeruld Bratteland, han arvet sin part i gården efter moren som var fra Haukås.

Den 9. novbr. 1720 var samtlige arvinger efter Daniel Guttormsen Vigeland, som vistnok døde i 1701, samlet for å skifte den skog han hadde i Haukås, «som er os tilfalden efter vor salig fader og moder som er Daniel Guttormsen og Tarjer Knudsdatter». Den eldste søn Gjeruld Danielsen var død og istedet møtte hans søn Gjeruld Gjeruldsen Røynåen. De andre sønner var Klemmet Danielsen Klep, Knut Danielsen Vigeland og Guttorm Danielsen som bodde i Kjøbenhavn. Dessuten var det døtrene Ingeborg, Marte og Karen som alle var gifte. Skogen blev delt mellem arvingene og Gamel Jakobsen Risholt og Peder Markussen Ugland hjalp dem med skiftet. Den 19. juli 1730 var arvingene igjen samlet på Vigeland «til at gjøre rigtig bytteslutning i mellem os til fuld og fast beståelse for os og vore arvinger.» Denne «bytteslutning» blev senere ophevet ved at Vigelandsmannen efterhvert løste ut de andre arvinger.
Da dette siste skifte blev holdt var Vigeland blitt selveierbruk. Gården hade som nevnt lenge vært i kirkens eie. Kong Fredrik IV fant ut at kirkene i Norge kunde gjøres i penger og lot dem selge ved offentlige auksjoner til høistbydende. Ved auksjonen over Øyestad kirke med eiendom og inntekter blev menigheten høistbydende, og den belv ved skjøte av 15. septbr. 1725 ti hjemlet kirken med dens «pertinenter» for 750 rdlr. Knapt et halvt år efterpå solgte kirkevergene i Øyestad «Ole Gjeruldsen Klep og Tarald Olsen Ginnestad, på egne og samtlige gårdbrugeres og almues vegne» Vigeland til Knut Danielsen Vigeland for 190 rdl. som han straks betalte. Skjøtet er datert Klep 9. mars 1726. Det er foruten av de to kirkeverger underskrevet av Svend Christensen (Nersten) og Tallag Hansen (Skarpnes).

Knut Vigeland levde ikke lenge efter han hadde kjøpt gården. Skiftet efter han blev holdt 20. mars 1727. Hans hustru, Maren Gjeruldsdatter overlevde ham i mange år, skifte efter hende blev holdt 22. januar 1744. Deres søn Daniel Knutsen overtok så Vigeland.

Han fikk ved kongebrev av 4. septbr. 1777 lov til å bygge og drive en sag på gården. Denne bevilling, som er undertegnet av Christian VII er et interessant aktstykke som forteller om hvor innskrenkende bøndenes rettigheter var i gamle dager. Det heter at Daniel Knutsen Vigeland får tillatelse til på gården Vigeland å «indrette en saug og der paa af det tømmer, som dertil fra omliggende skove paa lovlig maade og med vedkommende skoveieres samtykke erholdes, skiære hvad bord han og andre der i bøigde til deres gaardes vedligeholdelse og andet brug behøver, samt tillige af en tylvt egetømmer, som den hans gaard tilliggende skov aarlig skal kunne afgive, skiære de planker, hvilke vedkommende vore undersaatter maatte behøve, og efter der om til stedets amtmand indgiven ansøgning faaet tilladelse til at erholde til deres skibsreparationer med vilkaar.:

1. at skiørdselen tillades ikkun saa længe som skovene uden forhuggelse og skade det fornødne tømmer dertil kan afgive,
2. at de til bøigdens brug fornøden bord skiæres alle vankantet,
3. at likesom af disse ei noget af bøigden, saa maa ei heller af de skiærendes skibsplanker, som til landets egen fornøden allene anvendes, noget til fremmede steder udføres,
4. at eieren ved hvert aars udgang under sin ed angiver saavel hvad egetømmer han saaledes har hugget og skaaret, som til hvem de deraf udbragte planker er bleven solgt,
   I øvrig kræves at saugbruget og skiørdselen hvad nu påbudet er eller hvad herefter paabudet vorde».
   
   Disse vilkår blir suplert med et strengt påbud om å rette sig efter de anordninger som er gitt om skogvesenet og sagene. – I brev datert Stockholms slott 22. september 1817 gav kong Carl sin «nådigste confirmation» på bevilling av 1777.
   
   Det kan med det samme nevnes at der 4. desember 1818 blev holdt skjønn over hvor meget der årlig kunde skjæres på Vigeland sag av gårdens egen skog. Sagen, gården, skogen og vassdraget blev tatt under befaring og besiktigelse, «hvorunder befandtes at skougen er god og saugbruget at være indrettet med enkelt blad i grind og med enkelt dragbenk ved et beqvemt vandfall, men vasdraget aldeles ubetydelig formedelst mangel paa leylighed til at oprette stemme og samle vand, hvorefter retten afgav saadant skjøn at paa bemeldte Wigelands saug af eierens skoug ikke kan skjæres flere end sex, skriver 6 tylter 12 fods tømmer med 10 tommers top aarlig.»

• Efter Daniel K. Vigelands død overtok sønnen Knut gården i 1781 – han fikk 12. mai d. a. skjøte av sine medarvinger både på det de arvet i Vigeland, som han betalte med 14 rdl. pr. skind, og på de parter de, likeså ved arv, hadde fått i Haukås. Knut Danielsen var født 16. septbr. 1745. Han blev 30. juni 1771 gift med Ingeborg Jensdatter Helleland fra Landvik, hendes far eller bestefar var fra Lauvrak i Froland og navnet Jens har ætten derfra. Knut og Ingeborg Vigeland døde i forholdsvis ung alder, skiftet efter Knut blev sluttet 20 septbr. 1791 og skiftet efter Ingeborg 10. august 1793.
  
  Deres sønn Daniel skulde nu overta gården. Han var bare et barn, da foreldrene døde – han var født 30. septbr. 1786 – og farbroren Mads Danielsen Molland var formynder for ham.
  
  Den 28. setbr. 1802 blev der efter forlangende av Mads Molland på brorsønnens vegne holdt takst over Vigeland. Den blev administrert av sorenskriver A. F. Finne med følgende lagrettemenn: Mads Nilsen Helleland, Eivind Salvesen Hørte, Terje Nilsen Mørløs og Karl Hansen Nævisdal. retten fant at Vigeland med underbruket i Haukås kan føde 12 kuer, 1 hest og 20 sauer, ligeså at der af gaardens skoug aarligen uden dens forhuggelse kan virkes og drives for 100 riksdaler kjøbmandslast». Husene var i god stand. Utseden var 6 tønder (rug, bygg og havre) og den antas å gi 5 fold. Eiendommen (med de 4 skind i Haukås) blev satt i 990 rdl.
  Ved hjemmelsbrev datert Vigeland 28. mai 1806 gav Daniel Knutsens tre søstre ham hjemmel på Vigeland og det jordegods i Haukås som Knut Danielsen hadde. Han hadde betalt dem deres arv med tilsammen 594 rdl., som de samtidig kvitterte for.:
  
  Den 14. mai 1808 feiret Daniel K. Vigeland byllup med Gumborg Nersten, hun var datter av gårdbruker og lensmann Christen A. Nersten, som i 1815-16 var tingmann for Aust-Agder. De blev viet i Øyestad kirke av den senere så kjente prest Hans Jakob Grøgaard, som til tekst for sin tale tok 1. Peters brev 3, 9.
  
  Daniel K. Vigeland var en evnerik og solid mann med stor arbeidsevne og han blev en av bygdens og fylkets mest fremtredende menn. Han blev i 1817 beskikket til sammen med Torjus Olsen Store Omholt å kreve inn sølvskatten til Norges Bank i Øyestad og til å pante for restanser; – denne skatt utgjorde for Øyestad herred 484 rdl 36 skilling. Ved stortingsvalget i 1820 blev han valgt til varamann og ved valget i 1826 til tingmann. Han møtte på tinget i 1827 og på det overodentlige storting i 1828. Senere representerte han vårt fylke på stortinget i 1839 og 1845; i den mellemliggende periode var han første varamann. Han var varmt interessert for sin gjerning som tingmann, det vidner bl. a. de brever han under stortingets samvær sendte sin hustru og som fremdeles er opbevart om. Blant hans stortingskolleger var Teis Lundegaard, som et par ganger besøkte ham på Vigeland. – Daniel K. Vigeland reiste landeveien når han skulde til og fra stortinget. Det var 30 norske mil å kjøre fra Vigeland til Oslo, og skyssbetalingen var 22 spd. 46 1/2 skill. Dertil kom godtgjørelse for kjøretøi 6 spd. tilsigelsespenger 18 skysskifter a 12 skill. og bro- og fergepenger 60 skill. – I januar 1839 kjørte sønnen Mads sin far til Oslo, da han skulde på tinget.
  Da formannskapsloven tråtte i kraft blev Daniel Vigeland straks valgt med i Øyestad herredsstyre, og han var medlem av dette fra 1838 til 1857. Han var Øyestads annen ordfører. Både som kommunemann og ellers hadde han stor innflydelse i bygden.
  
  Daniel K. Vigeland hadde fler sønner som døde i voksen alder. Datteren Margrete, som var født 3. jan. 1814 og het efter bestemoren Margrete Nersten, blev gift med Anders Søisdal i Froland. Hans far , Jørgen Andersen fra Vik i Gjerstad, og var som ung mann kommet til Froland hvor han kjøte et bruk i Søisdal; det fortelles at han ved kjøpet bare hadde 30 daler å legge i gården. Jørgen blev gift med Inger Kristensdatter fra nabobruket på Søisdal, og de fikk bl. a. sønnen Anders, som var døpt 15. april 1811. Anders blev kjent som en sjelden flink spillemann, og han spilte i sin tid i nærsagt alle bryllupper i Froland og i mange i nabobygdene. Det kan i denne forbindele nevnes at der også i den gren av slekten som blev boende i Gjerstad har vært flere med særlige musikalske anlegg. Anders Søisdal døde i 1892, hustruen Margrete, som var en meget dyktig og evnerik kvinne var død i 1879.
  Daniel Vigeland hadde gården til sin død 3. oktbr. 1869. Den blev så overtatt av sønnen Jens, som var født 19 febr. 1821. Han var ugift og solgte ved skjøte av 30. april 1877 Vigeland til søstersønnen Daniel Andersen Søisdal, som tok ham i follaug, og hos hvem han var til sin død 31. oktober 1886.
  
  Med Daniel Søisdal rykket den femte Daniel inn på Vigeland, og han tok straks navn efter gården. Han var født på Søisdal 29. desbr. 1847. Fra 9-10 års alderen til han blev konfirmert var han hjuring hos foreldrene. En liten hending fra hans hjuringtid viser at han ikke var redd av sig. Skrubben var i den tid fæl til å ta sauer, og en dag sommeren 1857 kom en skrubb springende like inn i saueflokken hans, Daniel som da bare var 9 1/2 år gammel sprang mot skrubben og skrek av alle livsens krefter, så den blev skremt og lusket bort uten å få gjort noget vondt.
  
  Senere i ungdomsårene og som voksen var han med i gårdsarbeidet og drev særlig med tømmerhugst og håndsagskur. Han var en interessert ungdom og leste en hel del, bl. a. Bjørnsons og Jansons bondefortellinger, samt Vinjes «Dølen», som gjorde ham til målmann. En begivenhet som fikk stor betydning for hans utvikling og livssyn var at han i to vintre 1874 og 1875 søkte Ullmanns folkehøiskole i Østre Moland. Ullmann stod senere for ham som samtidens dyktigste lærer.
  
  I 1876 blev Daniel Vigeland gift med Anne Gjeruldsdatter Aamdal fra Froland.
  
  Året efter flyttet de til Vigeland og fikk sitt fremtidige hjem der.
  Straks efter at Vigeland var flyttet til Øyestad blev han valgt med i herredsstyret, og var med en kort avbrytelse medlem av dette fra 1878 til 1914, derav i 4 år som ordfører. Han hadde også mange andre tillitshverv og var bl. a. overformynder i 8 år.
  
  Vigeland kom tidlig med i venstres arbeid og blev en av partiets første menn i fylket. Han var stortingsmann fra 1897 til 1903, da han frasa sig gjenvalg. Han utførte på tinget som i sitt øvrige virke et trofast og dyktig arbeid. Hans interesse for politikk og samfundsspørsmål hold sig stadig usvekket og han var til sin død den varmhjertede nasjonale demokrat han altid hadde vært.
  
  I en artikkel som denne må særlig nevnes det store arbeid Daniel Vigeland utførte på og for sin gård. Denne drev han særdeles godt og han gjorde meget for å forbedre gården på forskjellig vis. Den ligger avsides, 8 km. fra fergestedet ved Furre, og der var tidligere ikke kjørevei til gårds. Der blev i 1883 bygget vei op til Vigelandsvatnet, og senere frem til gården. I 1891 bygget han nytt våningshus og i 1897 nytt uthus. I 1897 blev Vigelandsvatnet senket 2 meter, dette blev gjort av hensyn til den dyrkede mark og for å få øket den. Innmarken blev omtrent fordoblet eftersenkingen. Et eksempel som viser hvorledes Vigeland var en praktisk fremskrittsmann er at han i 1904 fikk anlagt et lite elektrisitetsverk på gården. Det er på 5 hk. og har vært i virksomhet siden. Verket blev bygget av firmaet Keim & Utheim, Oslo, og var et av de første elektrisitetsverker i landet – vistnok nr. 2.
• 
  
• Skogen vernet Vigeland om med stor omhu, og den er med sine svære dimensjoner nu et særsyn i Aust-Agder. Her er vel ingen annen gård hvor så meget av den gamle skogen står igjen. Som eksempel på dimensjonene kan nevnes at Daniel Vigeland i sine senere år drev tømmerpartier som holdt en 30-35 load i tylten. – Skogen drives til Vigelandsvatnet; over havet fløtes tømmeret ned til Nidelven.
  
  Daniel Vigeland var en helstøpt og retlinjet personlighet og et hjertegodt menneske. Han var da også aktet og avholdt som få, og det både av meningsfeller og motstandere. Han døde 24. juni 1927. Derefter hadde hans enke gården til den nu ved årskiftet blev overtatt av sønnen, Jens Vigeland, som er født 24. novbr. 1878. Han er det som nu har den gamle ættegård, hvis historie hermed er ført frem til idag.