Fra Sjofna: original norsk Nytaarsgave for 1833. Utgitt i 1832 i Arendal. Forfatter Niels Mathias Aalholm. Sidene 180-199. Teksten er skrevet av 8. august 2025 av Even,

Drikkehornet i Øiestad *)

(Et Sagn).

Sjur Neerstein.

Hvor Nidarelvens rappe Vand
Beskyller blomsterkrandset Strand,
Og Rygefos med utæmt Vælde;
Henhvirvler Skum fra steile Fjelde;

Der – hist hvor høie Bakke grøn
Tilsmiler sølvblaae Bølge skjøn:
En Gaard sig statelig mon hæve;
Den eier Sjur hiin stolte, gjæve.

*) Dette Drikkehorn, der opbevares i Arendals Skoles offentlige Bibliothek og Museum, har følgende Inscription: potum servorum benedic deus almc tuorum [reliquam unus benede le un] Caspar melchior baltazar.

Og Neerstein nævnes Gaarden her.
Den kneiser frit blant høie Træ’r,
Som Ørnen stolt blant spæde Svale;
Og Rigdom boer udi dens Sale.

En Høiloftsal her stander stolt,
Lig kronet Eeg paa Klippen boldt.
Paa Salens Ruder, store klare,
Sees Skikkelser heel underbare.

Og paa dens Væg sees Skovens Dyr:
Den rappe Hjort for Jæg’ren flyer;
Men, jaget af de Hunde vilde,
Den Faren seer, men ak! For silde!

I Taget svæver Duehær,
Som Olieblad i Munden bær;
I vældig Flugt sig Ørnen hæver,
Mens i dens Kløer Lammet bæver,  –

Af Sølverstøb vel Snese to
Staae hist, i Hylderne, i Ro.
Naar Julens Dage Hver mon glæde,
Da skyldes de med kostbar Væde.

Sin Lige har ei Sjur i Magt;
Ham fryder Guld og Stormands Pragt.
Og Gaarde sex med grønne Enge
Alt Sjur hiin rige aatte længe.

Naar vevre Lax fra dyben Bund
Sig boltrer over sandig Grund:
Da Sjur den Sølverfisk mon fange;
Den er for Neersteins Herre bange. –

Dog, end en Skat han kalder sin:
Med Øine blaae, med Rosenkind,
Og skjøn som Freia i det Høie
Er Farven i det blide Øie.

De gyldne Lokker slynge sig
En Glorie, om Panden, lig.
Som Uskyldsenglens Krands den grønne
Er Smilets Leeg paa Læber skjønne.

Og Sigrid nævnes Skatten huld.
Vel Sjur mon eie røden Guld,
Men Dotteren, den fagre, vene,
Sin bedste Skat han kalder ene.

Og mangen Ungersvend vel faae
Heel dybt udi de Øine blaae;
Men Læben voved ei at tale,
Ei Hjertets Ønskehær at male. –

For Sigrid sytten Som’re svandt,
Da atter Frigga Krandse bandt,
Og Sangere fra Rosenhække
Med munter Røst til Glæde vække.

Sanct Hans Dag smiler venlig ned
Fra Himmelen, mens hellig Fred
I Fromme Klokketoner svæver,
Og sagte gjennem Dalen bæver. –

«Til Øi’stad Kirke staaer min Hu,»
Saa taler Sjur til Sigrid nu.
«Jeg hører Ottesangen fage,
Og vender atter da tilbage.

Men, for at Hugens Næb og Klo
Min Due lade skal i Ro,
I Skabet hist Du ind maa træde:
Der frelst Du est som Fugl i Rede.»

Et Suk fra Barmen stræver du,
Men dog hun lyder Faderbud.
Til Kirken stateligt han rider –
I gyldent Bidsel Gang´ren bider.

Ring.

Solen i purpur=ren Glands,
Hilset af Zephyr, fremsvæver,
Mildt udi gyngende Dands,
Skovens Bladkrone bæver;
                Sangrenes Chor
                Høit over Jord
Svæve i jublende Flokke.

Skjul lege Fiske i rislende Bække,
Solstraalens Gløden paa Voven dem vække;
Skue, hvor de slynge de smidige Kroppe,
Boltre sig høit over Bølgernes Toppe. –

                «Hvo est Du, Yngling! Som hist
                Vandrer, hvor Fossen kun brummer?
                Dig gjæster Smerten for vist –
                Bortmaner qvægende Slummer!
                               Øiet som Lyn
                               Flammer bag Bryn –
                Haanden i Harme sig knytter.

Ha, hvilken Seidkraft kan Mod da vel dæmpe?
Tør Du mod Stormen ei freidigen kjæmpe?
Ungersvend op! Lad ei qvindagtig Smerte
Kue Dit fribaarne, ærlige Hjerte!» –

                Ring nævnes Ynglingen skjøn,
                Agtet blant Fjeldene vide;
                Modig, som Hærfaders Søn,
                Fager, som Baldur hiin blide.
                               Fattig ei han
                               Bygger ved Strand:
                Agre og Gaard han mon eie.

Eengang, da venlig i Sommerqvelstunden
Glæden monn’vinke til Dandse i Lunden,
Sigrid blant blusende Møer han skued,
Ene for hende hans Hjerte da lued.

Kjærligheds Alfeflok huld
Smilende signed de Unge,
Aftenens glindsende Guld
Funkled´mens stammende Tunge
                Troskaben svoer –
                Echoets Chor
Svarede: «trofast til Døden!»

Og Ring monne stævne til Sjur hiin rige:
«En Bøn jeg frembærer; Du nei ei sige!
Din Dotter jeg elsker: vor Pagt Du signe,
Ei Fryd paa Jorden skal Min da ligne!»

                «Djærv est du, Ungersvend! Nu,»
                Haanligt tog Gubben til Orde;
                «Sigrid Dig stander i Hu?
                Mindes, o Ring dog Du burde:
                               Dotteren min
                               Favner som Sin
                Kun hvo i Rigdom mig ligner!» –

Harmfuld fra Neerstein da Ring monne drage. –
Sigridlils Kinder de blegned saa fage;
Dybt udi Barmen sin Smerte hun gjemte;
Ring dog og Eden hun aldrigen glemte.

                Eensom i Morgenens Stund,
                (Medens de Smaablomster skjønne
                Dufte paa Engene grønne)
                               Ring vandrer nu –
                               Unglingens Hu
                Gjemmer hvert bittersødt Minde.

Men, som han vandrer, og Øiet mon skue
Op, hvor et Fjeld imod Himmelens Bue
Hæver sig stolt: da med stigende Glæde
Hører en Stemme han saalunde qvæde:

                «Ungersvend modig og kjæk!
                Hvi la´er Du Sorgen dig kue?
                Rask, kast Din Modløshed væk! –
                Vil Du vel Sigridlil skue,
                               Neerstein da gjæst;
                               Sadel paa Hest,
                Sporene ikke Du spare!» – –

Rings Besøg.

Lig frodigt Træe, naar i den unge Vaar
Sin Krone stolt det hvælver mod det Høie:
Saa spirer Kjærlighedens Blomst, selv naar
Heed Smertens Taaren brænder udi Øie.
Vel Storm og Uveir ryste Træets Top,
Naar hvinede de pidske Green og Blade;
Men komme atter Vaarens Dage glade,
Fornyet Skud da seer mod Himlen op.

«O Fader haard! Du er som Klippens Barm!»
– Saa klager Sigrid, medens Taarer rinde –
«Din Datters Bønner mildne ei Din Harm –
Og dog skal Haabet af mit Bryst ei svinde!
Tør ei min Ring eg favne her paa Jord,
Min Helgeninde tro mig svigter ikkje,
Frå Himlen smiler hun med Moderblikke:
Hun styrke vil mig til den Eed, eg svoer.

Hvor est Du Ring? Skal ei Din Stemme blid
Meer i min Barm de søde Minder vække? –
Forladt staaer Lunden, aldrig mere did
Jeg vandre vil – Farvel, I Blomsterhække! –
Ak, hvor kun Bølgernes og Fossens Skum
Sig taarne himmelhit, hvor Stormen bruser,
Mens sorte Magters Røst fra Afgrund suser,
Mit Hjerte dysses i urolig Slum!» –

Da lyde Fodtrin, mens af dyben Bryst
Skjøn Sigrid aander i det trange Lukke:
«Hvo vandrer hist?» saa lyder Pigens Røst –
«Fra hvilken Barm sig hæver disse Sukke?» –
En Stemme toner, hun den kjender vel,
Og Gjemmet lukkes op af Rings’s Hander!
Snart Taarer, søde Kys paa Kinden brænder,
Og Salighed er i de Tvendes Sjel.

«Min Ring! Dig sendte Kjærlighedens Aand!»
Saa stammer Sigrid, medens Øiet smiler.
«Hvo mægter løse nu det stærke Baand,
Naar Mod og Tillid i vort Hjerte hviler? –
Din Stemme hørte jeg i Fuglens Qvad,
I Nidarelvens Bølgeslag i Vaaren;
Sunneva fra sin Himmel skued Taaren,
Hun hørte, hvad min Sjel for Dig nedbad!» –

Blidt savner Ring den fagre, elskte Møe,
Og paa hans Kinder Glædens Farve straaler:
«Hvor sødt udi Din Arm, min Sigrid! døe!
Selv Smerten tier, ei dens Dyb jeg maaler». –
«Snart Ottesangens Time runden er,»
Saa hvidsker Sigrid; «og min Fader vender
Til Neerstein hjem. O, vildt hans Harme brænder,
Hvis Dig, Du Elskede! han finder her!» –

«Veland, min Sigrid! Hør kun et Ord:
Er end, min Møe! Din Kjærlighed den Samme?
Dit Øie svarede mig: «Paa vide Jord
Ei slukkes skal den høie, rene Flamme.»
Du svoer mig Troskab: lyd da nu dens Kald!
Den vinker: Sigrid! Vil Du hist mig følge,
Til Fædregaard? – Ei Skjæbnens vilde Bølgje
Da knuse Freden og vor Lykke skal!»

Da bæver Pigen. Ak, den Elsktes Røst
Mod barnlig Kjærlighed i Hjertet strider.
Forsvunden er den korte, skjønne Lyst,
Mens bittre Taare ned ad Kinden glider. –
Da flyver Tanken imod Himlens Blaa,
Og Bønnen stiger fra de blege Læber
Til Thronen, hvor Guds milde Engle staae,
Hvor taareblændte Blikke gjerne stræber.

«Min Sjel er Braget, hvormed Stormen vild
Sig leger fraadende, mens Haabet glipper:
O, hør min Stemme, Du Guds Moder mild!
O, frels mig Arme fra de skumle Klipper!»
Saa beder Sigrid. Med fornyet Pragt
Da straaler Solen gjennem Salens Ruder;
Høit raaber Ring: «Skue Lysets skjønne Dragt;
Den Held og Salighed vor Pagt bebuder!»

End kalder høit Dig Kjærlighedens Røst:
Min Sigrid, vælg! Hist , vinker Fred, her Smerte!» –
Da styrter Møen til den Elsktes Bryst:
«Dig følger freidigt jeg; mit svage Hjerte
Det banker kun for Dig, min elskte Ring! –
Farvel, I Lunde med den kjøle Skygge!
Farvel, I Sangere, i Redet trygge! –
Kom, evig Elskte! til Dit Hjem mig bring!»

Og bort de ile nu med rappe Fjed,
Ei stride Nidarelv kan Flugten standse;
Hist hæver Strømmen vel sig dyb og bred,
Og Skummet snoer sig udi Hvirveldandse;
Men med sin Sigrid i den stærke Arm
Ring trodser Faren, over Elven svømmer;
Mod Bølgen kjæmpende, som heftig strømmer,
Snart Land han naaer: hvad er ham Skjæbnens Harm?

Trolden og Drikkehornet.

End Sangen toner
                I høie Chor,
                Og Folket knæler
                I Andagt Bulder
                Fra Kirkeporten;
                Brat Sangen tier
                Ved Altrets Fod.

«Op, Sjur Du rige! til Hest, til Hest!
Ei er nu Tiden til Bønner bedst:
I Skab ei mere Din Dotter sukker:
I Beilearme hun kjælent klukker!»

                Da flammer Hævnen
                I Gubbens Øie;
                Med Kløer hvasse
                Hans Sjel den greb.
                Med Harme vældig
                Han du mon fare,
                Og Jorden brager
                Ved Stampen vred.

Afsted han iler som Fossens Skum,
I Sjelenene saaer Hævnlyst Rum;
Som Hekla flamme i Sky dens Gnister,
Paa Kindens Furer den Runer rister.

                Og Gang’ren styres
                Mod Biehaugen,
                Hvor, dybt i Hule,
                De Trolde boe.
                Der Huldras Hjorde
                I Maan’skin græsse,
                Og bistre Hunde
                Dem vogte vel.

Hvor Temsevatten sin Bølge blaae
Fortrolig ruller mod Fjelde graae
Der Gang’ren standser og Øren spidser:
Mon dybt den skuer i Fjelderidser? –

                Flux Fjeldet aabnes,
                Og Blikket vender
                Den vrede Gubbe
                Mod Hule dyb.
                En Trold heel venlig
                Sig sagte nærmer;
                De Øine røde
                Mon stirre sælt.

Og Fjeldets Farve bær Trolden sæl.
– Er han ei Broder til blaableg Hel? –
Et Horn han holder i magre Hænder,
Dets gyldne Ringe i Solen brænder.

                Og krumt er Hornet
                Som nyfødt Maane,
                Heel kunstig dannet
                Af Dvergehaand.
                Som Slanger bugte
                Sig gyldne Ringe
                Om krumme Midje,
                Om lange Hals.

Derinde skummer en Drik saa heed;
Da mæler lumskelig Trolden leed:
«Til Velkomst Drikken, o Sjur! Du tømme,
Da skal dens Styrke Du høit berømme!»

                Og Hornet rækker
                Ham Trolden venlig;
                Men Sjur hiin rige
                Heel kløgtig var:
                Med baade Hænder
                Han Hornet fatter,
                Og slynger Mjøden
                Mod Jorden brat.

Vel Drikken eier vældig Kraft:
Fra Gang’rens Lænder, ved bruunlig Saft,
Bort Haar og Huden paastand mon svinde –
Ei lystig var da Herr Sjur isinde.

                Med Horn i Haanden
                Afsted han farer,
                Og Trolden følger
                Med vældigt Brøl;
                De Øine røde
                Af Harme gnistre:
                «Giv flux mig Hornet!»
                Han raaber lydt.

Paa Angstens Vinger Sjur fremad foer,
Knap Gang’rens Hove berøre Jord. –
Snart Knardalsheien saa fort han skuer,
Mens Troldens Brølen med Død ham truer.

                Nu Agre Tvende
                Han for sig skuer:
                Hist bølger Hveden,
                Her Rugen høi:
                Fra Fjeldet toner
                En Stemme: «Ikke
                Du Hviti rie,
                Ri Rui flux» *)

*) «Rid igjennem Rugageren, og ei igjennem Hvedeageren.» (Ifølge Sagnet).

Og gjennem Rugen, som kneised’ høi,
Han Gang’ren styred, og rapt den fløi;
Ei hurtigt mægter her Trolden følge,
Hvor Agrens Rugax mon tætte bølge. –

                Snart Gubben skuer
                En Gaard, som kneiser
                Saa høit og venligt
                Ved Søens Bred.
                Og høit i Gaarden
                Nu Hanen galer,
                Da flygter Trolden
                Til Thussehjem.

De Flygtende.

Iilsomt hen ad Mark og Dale
Drage Ring og Sigrid nu;
Gjennem Skovens grønne Sale
Vandre de med sorgfuld Hu.

Taarer randt fra Pigens Øie,
Dugged Kindens Lilliebund:
«Tilgiv mig, Du Evighøie !»
Sukked’ ængsteligen hun.

Hist en Bakke høi sig hæver,
Did de styre rappe Gang,
Medens Zephyr sagte svæver
Over Skov og grønne Vang.

«Seer Du sorte Ravn, som skriger
Høit fra Trætop hist om Rov?
Dunkle Magters Varsler stiger
Fra dens Strube hæs, i Skov!»

Saa hun taler. Hør, da bæver
Jorden under Gang’rens Hov:
Hvirvlende en Støvsky hæver
Høit sig over Dal og Skov.

Sjur det er, som hid mon jage,
Fraadende, i vilden Harm;
Ring og Sigrid seer han fage,
Helvedlyst boer i hans Barm.

Brede Kniv i Haanden truer,
Staalet blaablegt er som Hel;
Hævnens vilde, stærke Luer
Blusse høit i Gubbens Sjel.

«Nidding! Feige Jomfruraner!»
Mæler Sjur med Hævnens Røst;
«Snart min Kniv hiin hvasse baner
Blodvei dyb sig i Dit Bryst!»

Høit fra Sigrids blege Læber
Lyder Angstskrig, Bøn om Fred;
Fader=Knæ hun favne stræber –
Jammerstaaren rinder heed.

«Slange, bort!» den Grumme brøler,
Slynger Dotteren mod Jord –
«Blod, kun Blod min Harme kjøler,
Niddingshjertet Hævn jeg svoer!»

Staal mod Staal nu lynsnart flammer,
Øinehuler sprude Ild; –
Ynglingshjertet Hævnen rammer,
Borer Staal i Brystet vild.

Rallende i Dødens Smerte
Segner Ring den bolde brat,
Slukker Elskovs Himmelkjerte –
Ak, den svandt bag Dødens Rat! – –

Ravnen kulsort Vinge hæver,
Farer over blodstænkt Eng;
Æolsharpetoner svæver
Underfuldt om Dødens Seng.

Over Skovens Toppe høie
Bruse dunkle Toners Flod;
Engens Blomster hoved bøie,
Duggede af varme Blod. – –

Skjøn Sigrid.

Paa sorten Baare hviler Ring den bolde
Med dyben Vunde udi stolte Bryst;
De brukne Blik’, de stirre nu saa kolde,
De flamme meer ei udi salig Lyst. –
Dyrt Sjur med Rigdom maa for Drabet bøde,
Og i hans Hjerte Furier mon gløde. – –

Men gjennem Træerne, de dunkle, grønne,
Svagt Zephyr vifter udi Aftenstund,
Og Maanen Nidarelvens Bredder skjønne
Belyser venligen, men flygtig kun:
Da vandrer sagtelig ved Bredden, ene,
Skjøn Sigrid sukkende, blant Strandens Stene.

Hun hæver Øiene mod Himlens Stjerne,
Som funkler blidligt over Dal og Fjeld;
Og som den stiger fra det dunkle Fjerne,
Saa stiger Mindets Røst i Sigrids Sjel.
Saa dybt, saa underfuldt dets Stemme bruser,
Som Stormen naar den fra det Fjerne suser.

«Her var det, hvor – mens Fryd mig end tilsmilte» –
Saa stammer Sigrid, da hun Lunden seer –
«Her var det, hvor i Rings’s Favn jeg ilte,
Hvor først han svoer mig, at jeg var ham kjær, –
Hvor aldrig ahnet Fryd sig herlig maled
I Hjertets Inderste, – hvor Læben taled.

Og endnu, Bølge! Over Stene hvide
Du glider, legende med Fossens Skum,
Og endnu komme Himlens Døttre blide,
Og kysse Voverne  i søden Slum;
Men – Sigrid aldrig kysser Læber varme,
Hun favnes aldrig af den Elsktes Arme!

Hvi suse I saa blidt, I Træer grønne?
I suse Freden i min Sjel dog ei!
Kom, dunkle Magter! og lad Stormen drønne,
Dens Hvinen til mit Hjerte finder Vei;
Thi Sigrid, Sigrid kan ei længer smile,
Og aldrig hendes Ring vil hidhen ile. – –

Saae ei I Blodet, som af Saaret rinder?
I sølvblaae Vover! det var Hjerteblod! –
Ei Rings’s blot – nei Sigrids ogsaa svinder –
Hvad nævnes Manden, som dem dræbe lod?
Ha, Sjur det er! Med Kniven hvas og blodig
Han knækker Spiren, som opskyder frodig!

Vel grusom var hans Færd, men viid det, Bølger!
Den sorte Frister Haanden ledet har;
Ak, Hævnens vilde Aand hans Fjed forfølger,
Og Blod den samle vil i dybe Kar. –
Men Kjærlighedens Blomster visne fage:
Ei Blod de taale kan, de Spirer svage. –

Dog – tie, o Klage! Haabets Guddomsstemme
End toner gjennem Smertens dunkle Nat:
Snart Graven skal den blege Sigrid gjemme;
Der vinker Freden, Himlens bedste Skat!
Og hist, hvor evig Kjærlighed mon smile,
Der Sigrid skal i Rings’s Arme ile!» –

Saa sukker Sigrid. Men da trende Gange
Fuldmaanen havde straalet i sin Glands,
Da toner bævende de fromme Gange,
Da hviler Sigrid med sin Lilliekrands.
Saa blideligt, saa sødt, i hvide Klæde
Hun slumrer – bitterligt de Piger græde. –

Men Sjur, med Jammer i det knuste Hjerte,
Seer Blomsten segne, i den hulde Vaar;
Da raser Angren, og den vilde Smerte
Afriver hylende de hvide Haar. –
Snart øde stander Neerstein; Gravens Høie
Sit Grønsvær over Fader, Datter bøie.

Men Hornet, underfuldt og skjønt at skue,
Ei lumske Thusse udi Eie fik;
Det gjemmes end, mens under mosgroet Tue
Længst Sjur hiin mægtige til Hvile gik.
Til Sagnet, som til Hornet sig mon knytte,
De Ynglinger og Piger ofte lytte. –

slutt