Nerstenhornet

Bildet er fra en artikkel skrevet av Finn Marstrander, Aust-Agder arv 1977-78. Trykk på bildet for å gå til kilden.

Sjøle Nerstenhornet er ekte, i dag oppbevares det på Kuben, også kjent som Aust-Agder Museum og Arkiv.  Drikkehornet har vært på museum i nærmere to århundrer, siden 1832.

Året etter skreiv Andreas Faye om sagnet til drikkehornet. Den gang blei bøkene trykt med gotiske bokstaver, som du kan se under.

Heilt nederst, er det flere gode lenker til artikler, hefter og bøker, skrevet av andre om Nerstenhornet.

Sagnet om Sjur Nersten

Da vi fikk veinavn som adresse, for få år siden, blei Bøveien til Sjur Nerstens vei. Veinavnet kan virke litt fremmed for oss, men det har sitt opphav i sagnet fra Nersten.

Nersten betyr egentlig steinen ved Nid(elva), og i teksten til Faye, som du kan lese under, er Nersten skrevet Neersteen. Den gang for lenge siden, som Faye skreiv, var setningene lange og tunge. Ordet uagtet, er dansk og kan forstås som på tross av. Ordet thi, betyr for.

Drikkehornet i Øiestad.

«Paa Angstens Vinger Sjur fremad foer,
knap Gang’rens Hove berøve Jord.-
Snart Knardalsheien saa sort han skuer,
Mens Troldets Brølen med Død ham truer.»

Begynnelsen av sagnet om Nerstenhornet i Fayes Norske Sagn, 1833. Trykk på bildet for å gå til kilden.

Ved Nidelven i Øiestad Sogn i Nedenæs ligger en Gaard, som hedder Neersteen. Her boede i gamle Dage en Mand, som hed Sjur, der var mægtig og rig; thi foruden Neerstein eiede han 6 andre Gaarde og et betydelig Laxefiskerie i Nidelven; men hvad mere var, han havde en Dotter, der var den veneste Pige rundt om i Bygderne.

Til hende beilede en vestlandsk Mand, ved Navn Ring i Bua; men den rige Sjur gav ham Afslag, uagtet Dotteren ligte (led) ham godt. Frieren lod sig imidlertid ei derved  afskrække. Medens Faderen St. Hansdags Morgen var til Ottesang i Øiestad Kirke, kom Ring til Gaarden og fandt sin Pige, uagtet Ring havde været saa forsigtig at lukke hende ind i et af de Skabe, som efter de Tiders Skik vare gjorte ved Foden av Sengen; thi en Snip af hendes Forklæde stak frem og røbede hende.

De flygtede nu, og nogle gamle Steenkar vise endnu det Sted, hvor de passerede Elven, og Veien dengang laae. Aldrig saasnart fik Sjur Underretning om Ranet, førend han satte sig paa sin Hest og jog efter de Flygtende.

Underveis blev han standset af et Trold, der traadte ud af Liehaugene, ikke langt fra Temsevand, og bød ham velkommen i det han rakte ham et fyldt Drikkehorn.

Istedet for at tømme det, slog han Drikken bag over Hovedet; men nogle Draaber, som faldt paa Hestens Lænd, toge flux Haarene bort

Sjur, som strax havde ahnet Uraad, gav Hesten af Sporene og foer afsted med Hornet i Haanden, og Troldet hvinede efter ham.

Han kom nu i største Knibe, da han pludselig blev reddet ved et andet Trold, der var det Liehaugene fiendsk; thi fra den nærliggende Knardalshei raabte hun til Sjur, der just var kommen til en stor Ager:

«ri Rui og icke Hviti» >: Rid gjennem Rugen og ikke gjennem Hveden.

Han adlød Raadet og fik derved et Forsprang for sin Forfølger, der ei kunde løbe saa hurtig gjennem den høie Rugager.

Faren var imidlertid ikke ganske overstaaet, førend han kom under Gaarden Bringsvær, thi da goel Hanen, og Troldet forsvandt.

Uhindret fortsatte Sjur nu sin Vei og indhentede de Flygtede i en Bakke ved Gaarden Landvig, hvor de just sadde for at hvile en Stund.

Da Mændene fik Øie paa hinanden, grebe de flux til deres Tolleknive og et Slagsmaal begyndte, hvis Udfald var at Sjur stødte sin Tollekniv i Maven paa Ring, der kort derpaa opgav sin Aand.

Bakken kaldes endnu Ringskleiven, og Stedet, hvor Ring maatte lade sit Liv, i det hans Tarme randt ud af hans mave, bærer endnu den Dag i Dag til Minde om Begivenheden Navn Vomsageren.

For at udsone dette Drab maatte Sjur betale store Bøder, og blandt disse det skjønne Bu-Laxefiskerie, som han eiede.

Hornet beholdt han, og det gik siden lige til vor Tid i Arv i Familien.

Om Datterens Skjebne veed Sagnet intet Mere at fortælle.

Anm. 

Sagnet har jeg hørt af en Bondegut i Øiestad. Hornet, som længe er gaaet i Arv i Sjurs Familie, er nyligen af Hr. Skibsfører Berge bleven foræret til Arendals Skoles offentlige Bibliothek og Museum, hvor det nu findes. 

Det er meget smukt og paa dets 3 sølvforgyldte Ringe findes følgende Inscription med Munkebogstaver:

potum servorum benedic deus alme (tuorum reliqvam unus benede le un)? caspar, melchior, baltazar).

Dette Sagn er poetisk bearbeidet af N. M. Aalholm i Sjofna, Nytaarsgave for 1833.

Den samme Tildragelse, som traf Sjur med Troldet, hændte med mange Aar siden ved Hahaugen ved Haftorn i Hallingdalen, hvor en Juleqveld en underjordisk Qvinde rakte Bonden Gudbrand Goelberg et Horn med Drik, som han slog over Hovedet og red sin Vei med Hornet; men lige indtil 9de Led fik hans Afkom til Straf et Meen eller Bræk paa Legemet, som Troldet truede med.

Dette Horn, der siden længe bevaredes paa Halstensgaarrd i Aal, tog 2 1/2 Pot og var beslaaet med en 3 Tommer bred, stærk forgyldt Kobberring, hvorpaa med gammel Munkeskrift stod 

melchior, baltazar, caspar.

Midt paa var en liden forgyldt Kobberplade, hvori en oval Chrystal var indfattet. (Top. Journal 20, 182)

I Norge findes flere lignende Sagn. 

G. Schønning beretter i sin Reise gjennem Gudbrandsdalen (Budst. 2 Aargang 601) om en Bonde, der blev rakt et fyldt Horn af de Underjordiske og som slog Drikken ud, men beholdt Horne, som længe opbevaredes paa Gaarden Skarphool.

Det er skrevet flere artikler og kilder om Nerstenhornet: